Herning 24/4-2015
Rettens sagsnummer:
BS 5-235/2012
Ankenævnets sagsnummer:
11/341 og 12/1683
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 24. april 2015
Domstol:
Retten i Herning
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En mand havde i mange år lidt af galdesten og fik i januar 2004 foretaget en ultralydsscanning, som ikke viste tegn på forandringer i leveren. Der blev i juli 2009 foretaget ny ultralyds-undersøgelse efterfulgt af en CT-scanning. Patienten fik primo april 2010 diagnosticeret lungekræft med spredning til leveren, og patienten afgik ved døden i juni 2010.
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) gav afslag på erstatning, da det blev vurderet, at diagnosticeringen havde været i overensstemmelse med den erfarne specialists standard.
Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som fandt, at en erfaren specialist ville have foretaget supplerende undersøgelser på baggrund af scanningsbillederne fra juli 2009, hvorved diagnosen med lungekræft med spredning til lever og formentlig nyrer ville have været stillet ca. 9. måneder før. Nævnet fandt dog ikke, at den forsinkede diagnosticering havde påført patienten en skade, idet han allerede ved CT-scanningen i juli 2009 havde uhelbredelig lungekræft med spredning til leveren. Nævnet vurderede på den baggrund, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patienten døde som følge af diagnose- og behandlingsforsinkelsen. Derudover vurderede nævnet, at ultralydsscanningen i 2004 ikke gav en erfaren specialist anledning til yderligere udredning, og at scanningen blev udført efter den erfarne specialists standard.
Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse, hvoraf det blandt andet fremgik, at der ved ultralydsundersøgelsen i 2004 ikke var tegn på levermetastaser, og at der derfor ikke var grund til yderligere undersøgelser. Videre fremgik det af udtalelsen, at patienten allerede i sommeren 2009 havde lungekræft i avanceret stadie (stadie IV), hvorfor han på dette tidspunkt ville være blevet tilbudt samme livsforlængende kemoterapi, som han fik i 2010. Retslægerådet udtalte ligeledes, at ca. 80 procent af patienter med stadie IV lungekræft vil være afgået ved døden efter et år. Retten fandt på den baggrund, at patienten allerede i sommeren 2009 var uhelbredelig syg af lungekræft med spredning til leveren, at han med overvejende sandsynlighed var afgået ved døden som følge af sygdommen, og at behandlingen ville have været den samme, såfremt man havde stillet diagnosen rettidigt. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.