Herning 17/5-2016

En kvinde havde i forbindelse med en operation for nakkesmerter i september 2009 fået en skade i form af stemmebåndslammelse, der bl.a. gav meget omfattende vejrtrækningsproblemer.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte stemmebåndslammelsen som en behandlingsskade efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Patienten blev efterfølgende tilkendt blandt andet godtgørelse for varigt mén på 50 procent og erstatning for et erhvervsevnetab på 25 procent. Patientforsikringen gav hende derimod afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da patienten forud for operation havde lidt af nakke- og lændesmerter, og da smerterne var tiltaget i løbet af 2008 og 2009. Smerterne havde betydet, at patienten var blevet sygemeldt fra sit job som kantinemedarbejder tre måneder forud for operationen i september 2009. Ifølge de lægelige oplysninger have operationen i september 2009 ikke haft effekt på nakkesmerterne. Det fremgik endvidere af en speciallægeerklæring fra august 2010, at patienten havde svær bevægeindskrænkning i nakken og konstante, udstrålende nakkesmerter, der blev forværret ved selv yderst beskeden fysisk aktivitet. Hun havde også konstante, udstrålende lændesmerter med klar forværring, når hun stod op. Patientforsikringen fandt derfor, at patienten ikke havde været i stand til at arbejde, selv hvis behandlingsskaden ikke var sket. Afgørelsen om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som var enig i Patientforsik-ringens vurdering og stadfæstede afgørelsen.

Sagen blev indbragt for retten for så vidt angik spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Retten lagde bl.a. vægt på, at behandlingsskaden var årsagen til, at patienten ikke fik foretaget en efterfølgende lændeoperation som ellers var planlagt. De kommunale akter beskrev patienten som en person med en høj arbejdsmoral og grundlæggende gode indlæringsevner relateret til praktisk arbejde. På denne baggrund fandt retten, at behandlingsskaden havde udløst og været medvirkende årsag til, at patienten havde mistet sine muligheder for i et begrænset omfang at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ankenævnet blev herefter dømt til anerkende, at patienten havde ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra efteråret 2010, hvor hun blev afskediget fra sit job, frem til hun i januar 2012 blev tilkendt erstatning for tabt erhvervsevne som følge af behandlingsskaden.