Herning 16/7-2015

En kvindelig patient fik i 2008 konstateret forhøjet tryk i venstre øje og blev diagnosticeret med grøn stær. Hun blev den 21. september 2009 opereret, og på grund af utilfredsstillende resultat gennemgik hun reoperation den 1. oktober 2009. Man foretog efterfølgende flere kontroller, og ved kontrol den 12. oktober 2009 blev der konstateret årehindeløsning og nethindeløsning. I januar 2010 var patienten til behandling hos en anden læge, som ved en konsultation i juli 2012 informerede hende om, at de konstaterede skader på øjet kunne skyldes fejl ved operationen udført den 21. september 2009.

Den 2. december 2013 anmeldte patienten sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) med oplysning om, at hun i hele forløbet havde været under behandling, og at hun alene kunne se med 12 procent på venstre øje. Patienterstatningen afviste kravet som forældet og lagde vægt på, at patienten ved kontroller den 9. og den 12. oktober 2009 fik eller burde have fået kendskab til en eventuel skade.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at patienten i anmeldel-sen til Patientforsikringen havde oplyst, at hun umiddelbart efter operationen den 21. september 2009 blev klar over, at der muligvis var sket en skade. Videre blev der lagt vægt på, at patienten gennemgik reoperation, og at hun fik konstateret årehindeløsning, svært nedsat syn og tegn på nethindeløsning.

Patienten anmodede efterfølgende Patientskadeankenævnet om at genoptage sagen, hvilket blev afslået. Nævnet lagde vægt på, at det ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvornår patienten blev opmærksom på, at der muligvis var sket en skade som følge af behandlingen, men at det måtte tillægges betydelig vægt, at hun selv havde oplyst, at hun efter operationen i september 2009 undrede sig over, at hun skulle alt dette igennem, samt at lægen efter lægeskift i 2010 fandt, at operationerne ikke var forløbet, som de skulle.

Sagen blev indbragt for domstolene. Under retssagen afgav patienten forklaring. Retten fandt herefter, at den 3-årige forældelsesfrist ikke var sprunget. Retten lagde vægt på, at det på baggrund af sagens materiale, herunder journalmaterialet, ikke kunne fastslås, hvornår patienten blev gjort opmærksom på, at der kunne være sket en skade. På den baggrund fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte patientens forklaring om, at dette tidligst skete ved konsultation i sommeren 2012. Der var således heller ikke grundlag for at fastslå, at patienten på et tidligere tidspunkt end juli 2012 vidste eller burde have vidst, at hun kunne have pådraget sig en skade ved behandlingen. Sagen var derfor ikke forældet, og Patientskadeankenævnet blev ikke frifundet.