Herning 16/6-17

En patient blev indlagt på et sygehus D i februar 2007 på grund af mulig forværring af mange års ryg- og nakkesmerter. På sygehus D blev patientens smertebehandling justeret, og man konstaterede, at patienten havde lavt kalium og gav medicin for dette. Pga. betændelse i hjerteklapperne blev patienten overflyttet til et andet sygehus B. Der blev behandlet med kalium 30 mg og behandlet for betændelsen de følgende måneder.

På sygehus B blev det konstateret, at helbredsproblemerne i form af kaliummangel, hypertension mm. skyldtes 11-hydroxy-beta dehydrogenenase-mangel, og der blev behandlet med Spiron.

Ved kontrol den 31. marts 2008 vurderede man, at der ikke var tegn på infektion, og at der var normale kaliumværdier. Ved kontrol den 17. marts 2009 var der uændrede forhold. Man kunne måle en lille hjerteklapdefekt, men man vurderede, at det ikke var behandlingskrævende. Patienten var i behandling med kaleorid 1500 mg. og Spirex.

Patienten blev undersøgt på et andet sygehus C den 14. august 2012, hvor man stoppede behandling med Spirex og kaleorid, da det blev vurderet, at hjertet fungerede godt. Patienten blev indlagt på sygehus C den 24. juni 2014 med føleforstyrrelser og efter at være faldet flere gange. Man undersøgte patienten og fandt udtalt kaliummangel og startede behandling. Det blev vurderet, at kaliummanglen sandsynligvis skyldtes den tidligere konstaterede 11-hydroxy-beta hydrogenenase-mangel. Derudover konstaterede man, at patienten havde atrieflimren.

Patienterstatningen traf to afgørelser henholdsvis om behandlingen på sygehus B og sygehus C. Patienterstatningen afgjorde i den første sag om sygehus B, at patienten ikke var berettiget til erstatning. I den anden afgørelse afgjorde Patienterstatningen, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen på sygehus C, på grund af manglende behandling for 11-hydroxy-beta dehydrogenenase-mangel i perioden fra den 14. august 2012 til juni 2014. Patienterstatningen tilkendte erstatning på 25.000 kr. for godtgørelse for svie og smerte.

Ankenævnet for Patienterstatning stadfæstede Patienterstatningens afgørelser. Vedrørende behandlingen på sygehus B var ankenævnet enig i, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved behandlingen. Vedrørende behandlingen på sygehus C vurderede ankenævnet, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og godtgørelse end tilkendt af Patienterstatningen.

Sagen blev herefter indbragt for retten. Patientens første påstand var, at ankenævnets afgørelse skulle ændres, da patienten måtte anses at være påført en patientskade ved behandlingen på B. Patientens anden påstand var, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden marts 2007 til juli 2014.

Vedrørende behandlingen på sygehus B bemærkede retten, at det ikke med overvejende sandsynlighed var godtgjort, at patienten blev påført en skade som følge af, at han ikke blev sat i behandling med en højere dosis medicin for kaliummangel.

Vedrørende behandlingen på sygehus C fandt retten, at der ikke kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden forud for den 14. august 2012, fordi det ikke var godtgjort, at der forelå en behandlingsskade. For så vidt angår den efterfølgende periode, fandt retten, at behandlingsskaden kun havde medført fire ugers sygdom. Retten fandt det ikke godtgjort, at patienten ville have haft en fast og varig tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis skaden ikke var sket.

Ankenævnet blev herefter frifundet.