Helsingør 29/10-2020

Retten gav på baggrund af Retslægerådets udtalelser patienten medhold i, at hendes hovedpine var en følge af duralæsionen i form af duracele, som kunne henføres til behandlingen på hospitalet. Retten lagde herefter vægt på, at Retslægerådet i sin udtalelse havde beskrevet den symptomgivende duracele som ”overordentlig sjælden” med en forekomst på under 2 %. Retten fandt endvidere, at hovedpinen var væsentlig og invaliderende, og at sagsøgeren ikke i øvrigt havde rimelig grund til at tage risikoen i betragtning ved beslutningen om at gennemføre operationen for at afhjælpe sagsøgerens ryglidelse. Som følge heraf fandt retten, at betingelserne i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, for så vidt angik patientens hovedpine, var opfyldte. Derimod fandt retten ikke, at der var grundlag for at fastslå, at de omhandlede operationer havde forværret patientens ryglidelser.

Patienten havde forud for de omhandlede operationer i oktober 2011 fået konstateret en degenerativ lændesygdom, som særligt fra 2006 og frem forværredes. Hun havde af den grund gennemgået flere operationer forud herfor, ligesom hun havde været igennem et forløb på smerteklinik i 2009 og havde afprøvet analgetikabehandling uden effekt. Fra december 2010 og frem mod operationen oplevede hun en kraftig forværring af lænderyggenerne med den konsekvens, at hun måtte bruge krykkestokke og haltede. Hun var dog desuagtet i stand til at varetage sit fuldtidsjob som socialpædagog.

Efter de stivgørende operationer i oktober 2011 oplevede sagsøgeren en kortvarig bedring. Efter egen forklaring oplevede hun dog allerede, da hun blev udskrevet, en tiltagende hovedpine med dertilhørende kvalme og opkast. Hovedpinen blev dog først omtalt i januar 2012 i de lægelige akter. Hovedpinen beskrives herefter i de lægelige akter bl.a. som konstant og voldsom. Hun havde efter operationen fortsat smerter relateret til lænderyggen samt i venstre ben. Patienten forsøgte uden held at genoptage sit arbejde i maj 2012 og blev efterfølgende tilkendt førtidspension.

Ankenævnet traf den 28. august 2015 afgørelse om, at patienten ikke var blevet påført en patientskade omfattet af loven, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. § 19, stk. 1. Under den efterfølgende retssag fremkom Retslægerådet med en udtalelse, som dels medførte, at patienten frafaldt synspunktet om, at behandlingen ikke levede op til, hvorledes en erfaren specialist ville have handlet, dels førte til, at ankenævnet tog sagen op til fornyet behandling.

Retslægerådet anførte bl.a. i sin besvarelse, at sagsøgerens hovedpinegener kunne henføres til duralæsionen. Retslægerådet forholdt sig endvidere til det forhold, at generne først var dokumenteret i et journalnotat ca. 6 uger efter operationerne, og fastholdt at patientens hovedpinegener kunne henføres til duralæsionen.

Ankenævnet traf afgørelse om, at sagen ikke genoptages. Ankenævnet fastholdt at hovedpinen ikke var en følge af behandlingen. Ankenævnet anerkendte dog, at såfremt retten måtte lægge til grund, at sagsøgerens hovedpine kunne henføres til behandlingsskaden, så var sjældenhedskriteriet i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse, opfyldt, hvorimod bestemmelsens alvorlighedskriterium efter ankenævnets opfattelse ikke var opfyldt, idet hovedpinen ikke var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle.

Retten var ikke enig i ankenævnets vurdering. Ankenævnets afgørelser ophævedes og sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos Ankenævnet for Patienterstatningen.