Helsingør 21/4-2016

En kvindelig patient havde i marts 2010 fået indsat en diskusprotese i ryggen (L5/S1-niveau). Patienten havde efterfølgende voldsomme spændinger og smerter i skulderområdet og fik foretaget en MR-scanning i april 2010, som viste slidgigtforandringer på C6/C7. I sommeren 2011 havde patienten smerter fra både nakke og lænd. Den 24. januar 2012 fik kvinden fjernet en tumor i ganen. Inden operationen havde patienten gjort opmærksom på, at hun havde en sart nakke og tit havde nakkeproblemer. Umiddelbart efter indgrebet klagede patienten over smerter fra nakken. Der blev i februar 2012 foretaget en MR-scanning af nakken, der viste slidgigt af C5/C6 og C6/C7 samt en prolaps på C7. Patienten anmeldte en skade til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), da hun mente, at der var sket en skade i nakken ved operationen den 24. januar 2012.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at skaden på nakke og øvre ryg efter operationen den 24. januar 2012 ikke var tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning efter klage og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som stadfæstede Patientforsikringens afgørelse, dog med en anden begrundelse. Ankenævnet vurderede, at patienten som følge af slidgigtforandringer havde en øget risiko for spontan udvikling af diskusprolaps, og at det ikke var overvejende sandsynligt, at diskusprolapsen skyldtes operationen jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet, som udtalte bl.a., at det ikke med nogen grad af sandsynlighed kunne angives, hvornår diskusprolapsen var opstået. Retslægerådet udtalte desuden med hensyn til lejringen under operationen, at man ikke i det fremsendte materiale (herunder anæstesiskema) kunne finde belæg for, at armene ikke var fikseret.

Retten lagde vægt på patientens detaljerede partsforklaring om, at lejringen ikke var sket med fiksering af armene og fandt det herefter bevist, at der var begået en fejl under lejringen, hvilket bevismæssigt måtte komme ankenævnet til skade. Retten bemærkede i den forbindelse, at det forekom mere nærliggende at antage, at skaden skyldtes den begåede fejl end det forhold, at patienten som følge af slidgigt var disponeret for, at der spontant kunne opstå en skade. Endvidere lagde retten vægt på, at der var en nær tidsmæssig og kontinuerlig sammenhæng mellem lejringen/operationen og patientens smerter. På den baggrund fandt retten det bevist, at den konstaterede diskusprolaps skyldtes operationen den 24. januar 2012. Ankenævnet blev således ikke frifundet.