Glostrup 7/3-2019

Et længerevarende og komplikationsrigt operationsforløb, der vedrørte en implantation af en ICD-enhed hos en patient, blev ikke anset som en erstatningsberettigende skade i medfør af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, uagtet at behandlingsforløbet medførte psykiske gener hos patienten.

Rettens sagsnummer:

BS 10E-2867/2016

Ankenævnets sagsnummer:

15/8999

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 7. marts 2019

Domstol:

Retten i Glostrup

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

glostrup070319

En mandlig patient blev den 22. september 2008 indlagt med en blodprop i hjertet, og patienten fik som følge heraf den 3. oktober 2008 indopereret en pacemaker. Ved senere opfølgning på hospitalet vurderede man, at der var behov for, at patienten skulle have indopereret en ICD-enhed (en pacemaker med indbygget defibrillator).

Ved operation den 25. februar 2009 indsatte man ICD-enheden. Herefter blev der foretaget yderligere operationer, da der var opstået infektion. Den 9. juli 2013 blev der indopereret et helt nyt ICD-system. Der opstod dog infektion igen, og den 22. juli 2013 fjernede man atter hele systemet. Patienten fik efter eget udsagn herefter psykiske gener i form af bl.a. sorg, angst, stress, dårligere korttidshukommelse og øget søvnbehov.

Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke ved behandlingsforløbet i 2009 og frem var blevet påført en erstatningsberettigende skade. Patienterstatningen fandt dog, at der ikke var indikation for den foretagne operation den 9. juli 2013, og at patienten ved denne operation var blevet påført en erstatningsberettigende skade. Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som ændre-de Patienterstatningens afgørelse, idet ankenævnet fandt, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade hverken ved operationen den 9. juli 2013 eller ved det øvrige behandlingsforløb.

Patienten indbragte sagen for domstolene. Ved domstolene lagde retten indledningsvist til grund, at der var indikation for at udskifte patientens pacemaker med ICD-enheden. Endvidere blev det lagt til grund, at det efterfølgende forløb med adskillige operationer medførte, at der opstod infektion. Retten anerkendte på baggrund af Retslægerådets udtalelse, at patientens psykiske gener var en følge af det langvarige behandlingsforløb. Imidlertid fandt retten på baggrund af Retslægerådets besvarelse, at patienten ikke havde godtgjort, at de psykiske gener var af en sådan sjældenhed og alvorlighed, at de var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, henset til patientens grundlidelse (hjertesygdom). På den baggrund fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev således frifundet.