Glostrup 5/4-2017

Patienterstatningen (tidligere Patientforsikringen) vurderede ved afgørelse af 10. september 2010, at en kvindelig patient var påført en erstatningsberettigende skade i form af forbrændinger i tindingen som følge af elektrochokbehandling (ECT-behandling). Patientens krav oversteg dog ikke 10.000 kr., og patienten fik derfor ikke erstatning.

Patienten klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen (tidligere Patientskadeankenævnet) og anførte, at hun også var påført skade i form af vedvarende kognitive gener som følge af ukorrekt udført ECT-behandling.

Ankenævnet vurderede ved afgørelse af 12. marts 2014, at patientens symptomer, herunder planlægnings-, koncentrations- og opmærksomhedsbesvær, var almindelige følger af langvarig og svær depression. Patienten havde derfor ikke ret til erstatning, og Patienterstatningens afgørelse blev stadfæstet.

Patienten indbragte herefter sagen for domstolene med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at hun var påført en patientskade i form af kognitive gener som følge af ECT-behandlingen. Endvidere skulle ankenævnet afholde patientens udgifter til indhentelse af speciallægeerklæringer.

Under retssagen blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at patientens gener meget vel delvist kunne tilskrives hendes depressive grundlidelse. Endvidere udtalte Retslægerådet, at patientens kognitive gener i 2013 delvist kunne tilskrives ECT-behandlingen. Videre udtalte Retslægerådet, at patientens kognitive gener ikke adskilte sig væsentligt fra dem, der kan ses ved depression, også flere år efter depressionen er ophørt.

På den baggrund fandt retten det ikke tilstrækkelig bevist, at patientens kognitive gener skyld-tes ECT-behandlingen. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse, og ankenævnet blev herefter frifundet.

Retten frifandt endvidere ankenævnet for dækning af udgifter til indhentelse af forskellige speciallægeerklæringer. Retten lagde vægt på, at ankenævnet under sagens behandling havde fundet sagen tilstrækkeligt oplyst. Dette blev patienten oplyst om, ligesom hun blev oplyst om, at indhentelse af speciallægeerklæringer stod for egen regning. De indhentede erklæringer havde ikke haft betydning for sagens vurdering, og der var derfor ikke grundlag for at dække patientens udgifter hertil.