Glostrup 30/10-2017

En mandelig patient henvendte sig den 30. november 2004 til sin egen læge med forhøjet blodtryk. En måned efter var han til kontrol for forhøjet blodtryk og for højt kolesteroltal. Han kom i medicinsk behandling for begge dele. Den 30. maj 2005 henvendte han sig til lægen med kortvarigt dobbeltsyn, svimmelhed, manglende synsfokus mm. Han blev henvist til en neurolog. Inden han kom til neurolog, blev han den 11. juni 2005 indlagt. Ved en MR-skanning den 14. juni 2005 blev der påvist en ’frisk’ blodprop og flere små blodpropper af ældre dato i hjernen. Som følge af blodproppen var patienten delvis lam i overkroppen og begge ben.

Patienten anmeldte skaden til Patienterstatningen d. 30. november 2014. Patienten begrundede anmeldelsen med, at han først i oktober 2014 faldt i snak med en paramediciner, der efter en beskrivelse af forløbet anbefalede ham at anmelde skaden til Patienterstatningen. Patienterstatningen afviste at tage sagen under behandling med henvisning til, at sagen var forældet efter lov om patientforsikring § 19, stk. 1.

Patienten påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet anførte, at patienten ved MR-skanningen d. 14. juni 2005 var eller burde være bekendt med, at der muligvis kunne være opstået en skade som følge af behandlingen hos egen læge, og at patientens krav ved anmeldelse den 30. november 2014 derfor var forældet.

Sagen blev indbragt for retten. Patienten gjorde gældende, at han først blev bevidst om den mulige sammenhæng mellem en eventuelt hurtigere indgriben og de invaliderende følgevirkninger i slutningen af 2014. Desuden anmeldte patienten allerede i 2009 skaden, da han ikke havde modtaget trombolysebehandling, men da denne behandling først blev tilbudt i Danmark fra 2006, blev skaden afvist.

Retten fandt, at patientens krav var forældet. Retten lagde vægt på, at patienten ikke fik kendskab til nye oplysninger eller omstændigheder om forholdene ved skadens indtræden og sammenhængen med behandlingsforløbet. Samtalen med paramedicineren udgjorde ikke nye oplysninger og kunne ikke i sig selv begrunde, at forældelsesfristen havde været suspenderet indtil da.

Ankenævnet blev således frifundet.