Glostrup 24/6-2020

Sagsøger havde medfødt hydrocefalus (vand i hovedet), og fik i 1994 anlagt en shunt. Under en operation i 2013 udskiftede man shuntens ventil i hjernen, da en MR-skanning havde vist overtryk i hjernen som følge af ventilsvigt (shunt-svigt). En efterfølgende MR-skanning viste utilstrækkelig gennemflydning ad shunten, hvorfor man foretog en ventrikulostomi. Herefter undergik sagsøger en periode med infektion og reducerede kognitive funktioner.

Patienterstatningen fandt, at behandlingen var i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på området ville have gjort. Infektionen var en hændelig komplikation til behandlingen af shunt-svigt, som ikke var tilstrækkelig sjælden til at give ret til erstatning, jf. klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 4.

Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at infektionen ikke var en tilstrækkelig sjælden og alvorlig komplikation. Der blev herved lagt vægt på, at infektion opstår i mere end 2 procent af sådanne operationer, og at shunt-svigt er en alvorlig tilstand, som ubehandlet kunne have medført død eller svære handicaps.

Ankenævnt fandt endvidere, at komplikationen i form af infektion havde medført et langt sygeforløb, men at patientens gener ikke skyldtes behandlingsforløbet, men med overvejende sandsynlighed grundlidelsen i form af hydrocefalus medførende perioder med et ikke-fungerende drænsystem.

Sagsøger indbragte sagen for Retten i Glostrup. Sagsøger nedlagde påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at betingelserne for at yde erstatning efter klage-og erstatningsloven var opfyldt, herunder at shunt-svigtet var fejl i teknisk apparatur efter klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 2. Subsidiært skulle ankenævnet anerkende, at nævnet skulle undersøge, om selve shunt-svigtet udgjorde en patientskade.

Der var for retten enighed mellem parterne om, at operationerne var udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard efter klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1.

Retten var herefter enig i, at komplikationen i form af infektionen ikke var sjælden og alvorlig, og betingelserne for erstatning efter klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 4 var derfor ikke opfyldt. Retten lagde herved vægt på, at manglende behandling af shunt-svigt kunne have medført død eller svære handicaps, og at shunt-svigt opstår inden for det første år efter anlæggelse hos 30-40 procent og efter 5 år hos 50 procent af patienterne.

Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var fejl i selve drænsystemet, som siden 1994 havde virket upåklageligt, og at shunt-svigt er en almindelige komplikation ved behandlingen af hydrocefalus, hvorfor shunt-svigt under omstændighederne ikke kunne anses for svigt i et teknisk apparatur omfattet af klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 2.

Retten fandt heller ikke grundlag for at hjemvise sagen, da ankenævnet havde taget stilling til om et uvirksomt drænsystem havde medført en skade.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.