Glostrup 18/11-2013

En 75-årig kvinde døde efter et sygeforløb på hospital. Patientforsikringen anerkendte en skade efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, idet den erfarne specialists standard havde tilsagt, at man umiddelbart efter en koloskopi havde foretaget operation på baggrund af en mistanke om et mekanisk tarmstop. Herved ville man med overvejende sandsynlighed have undgået, at tarmen bristede, og patienten ville med overvejende sandsynlighed have overlevet, idet hun havde undgået at få den svære bughindebetændelse (peritonitis) og dermed den blodforgiftning (sepsis), som hun døde af. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Afdødes voksne datter søgte herefter godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26a. Patientforsikringen afslog dette, hvilket Patientskadeankenævnet tiltrådte. Nævnet fandt, at datteren ikke var omfattet af den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse efter bestemmelsen, idet hun og en søster ikke kunne betragtes som særligt nærstående i den forstand, som bestemmelsen i § 26a anvender dette begreb. Nævnet fandt endvidere, at de øvrige betingelser for at tilkende godtgørelse efter bestemmelsen ikke var opfyldt. Nævnet lagde navnlig vægt på, at dødsfaldet ikke var forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, og at patienten ikke var udsat for grov hensynsløshed under behandlingen. Der var således ikke grundlag for at antage, at dødsfaldet var sket under så kvalificerende omstændigheder, at det efter en generel vurdering måtte antages at have påført døtrene en sådan følelsesmæssig belastning, der rækker ud over den sorg og det afsavn, der normalt forbindes med at miste en mor, som § 26a forudsætter. Det forhold, at nævnet havde anerkendt et ansvarsgrundlag for moderens død under indlæggelse på sygehuset, og at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde fundet grundlag for at kritisere to læger under forløbet, kunne ikke føre til andet resultat.

Afgørelsen blev indbragt for retten med påstand om, at der skulle tilkendes godtgørelse efter EAL § 26a. Retten henviste i sin begrundelse til, at bestemmelsen i EAL § 26a omfatter nære pårørende så som ægtefælle eller samlever, hjemmeboende og/eller mindreårige børn og forældre til hjemmeboende og/eller mindreårige børn. Voksne børn, der er flyttet hjemmefra, er som udgangspunkt ikke omfattet, med mindre de har bevaret en helt særlig tæt tilknytning til den afdøde mor eller far, eller de først lige er flyttet hjemmefra.

Sagsøger – den ene af søstrene – var 42 år, da moderen døde, og havde været flyttet hjemmefra i ca. 20 år. Selvom der var et nært forhold mellem mor og datter og en tæt kontakt som følge af moderens handicap, fandt retten ikke, at der havde været et sådan særligt forhold mellem moderen og datteren, der adskilte sig fra, hvad der er sædvanligt mellem en mor og hendes voksne datter. Datteren kunne derfor ikke anses for omfattet af den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse efter EAL § 26a. Retten bemærkede endvidere, at det heller ikke var godtgjort, at dødsfaldet var forvoldt ved grov uagtsomhed eller under sådanne omstændigheder, at det havde indebåret en særlig belastning eller krænkelse af de efterladte. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.