Glostrup 16/2-2018

En kvinde gravid i uge 41+4 fik sat fødslen i gang med hindesprængning og senere ve-stimulerende drop. Hun havde i tidligere graviditeter fået kejsernit. I første omgang blev der bestilt ikke-akut kejsersnit på grund af forhold hos moderen, men på grund af mistanke om langsom puls hos fosteret, ændrede man meldingen til akut kejsersnit. Ved udførelsen af kejsersnittet konstaterede man, at livmoderen var bristet. Livmoderen blev syet sammen uden komplikationer. Barnet var slap, bleg og med langsom puls ved fødslen.

Patienterstatningen anerkendte, at barnet var påført en skade som følge af behandlingen i form af følger efter svær iltmangel ved fødslen, herunder hjerneskade. Der blev udmålt godtgørelse for varigt mén og deraf følgende erstatning for tab af erhvervsevne.

Patienterstatningen vurderede, at moderen ikke var påført en skade ved behandlingen. Afgørelse blev stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen. Ankenævnet vurderede, at overvågningen af fosteret under fødslen ikke var i overensstemmelse med hvorledes en erfaren specialist på området under de givne forhold ville have handlet, og at man ved vedvarende CTG-monitorering med overvejende sandsynlighed ville have konstateret den truende bristning af livmoderen tidligere. Dog havde den bristede livmoder ikke med overvejende sandsynlighed medført nogen skade eller forværrede gener, idet lukningen af såret var ukompliceret, og idet hun under alle omstændigheder skulle gennemgå kejsersnit og derved ville have fået nyt ar i livmoderen og bugvæggen.

Ankenævnet afviste at anerkende moderens fysiske gener i form af smerter i øvre og nedre maveregion, som var forventelige følger eller følger af andre forhold end kejsersnittet. Videre afviste ankenævnet at anerkende moderens psykiske gener efter fødslen. Moderen var indirekte skadelidt i forhold til barnets sag og havde ikke ret til erstatning på grund af barnets aner-kendte skade. Videre fandt ankenævnet, at moderens psykiske gener måtte tilskrives den følelsesmæssige påvirkning og sorg efter at have fået et handicappet barn, og at det ikke var direkte følger af hendes egen behandling.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at moderens fysiske og psykiske gener med overvejende sandsynlighed var følger af fødselsforløbet.

Kort før retssagen blev der bl.a. indhentet erklæring fra en psykolog med vurdering af moderens psykiske gener. Under retssagen blev der afgivet forklaring fra bl.a. moderen, faderen til barnet samt den psykolog, som havde udarbejdet erklæring kort før sagens hovedforhandling i retten.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at moderen var påført en psykisk skade i form af post-traumatiske belastningsreaktion som følge af fødselsforløbet. Retten vurderede, at hendes psykiske gener mere sandsynligt var forårsaget af fødslen, herunder bristningen af hendes liv-moder, end at de er forårsaget på anden måde, herunder ved det forhold, at hendes barn blev hjerneskadet ved fødslen og følelsesmæssige påvirkning efter at have fået et handicappet barn. Retten fandt det derimod ikke godtgjort, at hendes fysiske gener kunne henføres til den bristede livmoder i forbindelse med fødselsforløbet.

Ved vurderingen blev der særligt lagt vægt på, at man ved vedvarende CTG-overvågning med overvejende sandsynlighed kunne have konstateret truende bristning af livmoderen. Videre blev der lagt vægt på bevisførelsen under retssagen. Vedrørende vurderingen af de psykiske følger blev der særligt lagt vægt på psykologerklæringen.