Glostrup 16/12-2011
Rettens sagsnummer:
10H-3849/2007
Ankenævnets sagsnummer:
2005-0-1132
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 16. december 2011
Domstol:
Retten i Glostrup
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvinde fik som led i behandling af lymfekræft foretaget en lumbalpunktur den 10. maj 2004.
Patientforsikringen fandt, at hun som følge af lumbalpunkturen var påført en skade i form af læsion af nerverne til blære og tarm, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og hun blev på baggrund heraf tilkendt godtgørelse for varigt mén svarende til 50 procent. Hun påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet med henblik på at få mere erstatning. Patientskadeankenævnet traf afgørelse om, at hun ikke var påført en skade som følge af lumbalpunkturen, idet der blev lagt vægt på, at hun allerede inden patientskaden havde haft rygsmerter og vandladningsproblemer. Det kunne herudover ikke dokumenteres, at der umiddelbart efter punkturen kom gener i benene, ligesom det blev bemærket, at hun forinden punkturen havde mange, store lymfeknuder op gennem kroppen, hvilke kunne have neurotoksiske effekter.
Kvinden indbragte sagen for retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet tilpligtedes at anerkende, at hun var berettiget til erstatning som følge af lumbalpunkturen. Sagen blev forelagt Retslægerådet. Retten fandt på baggrund af de lægelige oplysninger, herunder Retslægerådets besvarelse, at symptomerne efter lumbalpunkturen var forårsaget heraf, men at de var forbigående, og at det ikke var sandsynligt, at lumbalpunkturen havde forårsaget varig beskadigelse af nerver, som styrer blære- og tarmfunktion. Det var på baggrund heraf ikke overvejende sandsynligt, at kvinden i forbindelse med lumbalpunkturen var påført varige skader, hvorfor der ikke var grundlag for erstatning efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.