Glostrup 15/6-2017
Rettens sagsnummer:
BS 10H-788/2015
Ankenævnets sagsnummer:
14/939/EC
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 15. juni 2017
Domstol:
Retten i Glostrup
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvindelig patient fik i 2012 lavet en operation af næseskillevæggen og en operation for bihulebetændelse, da hun gennem en årrække havde lidt af kronisk bihulebetændelse, problemer med manglende luft ved vejrtrækning og besvimelsestilfælde. Efter operationen begyndte hun at bløde kraftigt fra næsen, og blødningen blev stoppet med en ballontamponade. Efterfølgende blev der konstateret et hul i næseskillevæggen, der ikke kunne opereres/lukkes tilfredsstillende. Patienten havde efterfølgende bl.a. smerter, skorpe, blødning fra næsen og problemer med at pudse næsen.
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist ville have foretaget, og at den voldsomme blødning var en hændelig komplikation til en i øvrigt korrekt behandling. Komplikationen gik ikke ud over, hvad hun måtte tåle som led i behandlingen, da skaden nok var sjælden men ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde alvorlighedskriteriet i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning.
Kvinden klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som stadfæstede afgørelsen.
Kvinden indbragte sagen for retten med påstand om, at hun var berettiget til erstatning som følge af fejl under operationen, hvorved hun var påført en skade, og at hendes skade og gener var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle. Sagen blev i denne forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets udtalelse og det i øvrigt foreliggende, at der ikke var begået fejl gennem behandlingsforløbet, og at der således intet grundlag var for erstatning efter lovens § 20, stk. 1, nr. 1. På baggrund af Retslægerådets udtalelse vurderede retten også, at kvinden var påført en behandlingsskade, som dog ikke var erstatningsberettigende efter lovens § 20, stk. 1, nr. 4. Retten vurderede, at alvorlighedskriteriet ikke var opfyldt. Retten lagde ved vurderingen vægt på kvindens grundsygdom, som bestod af kronisk bihulebetændelse med slimhindefortykkelse i bl.a. kæbehule, nasal sekretion, nedsat luftpassage, hovedpine (migræne) og ansigtssmerter. Følgerne efter blødningen var aftagende, og der var ikke tilstrækkeligt bevis for, at diverse andre gener skyldtes behandlingsskaden. Retten vurderes således, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.
Ankenævnet blev herefter frifundet.