Glostrup 10/7-2014

En mandlig patient blev i oktober 2010 indlagt med akut blødning fra endetarmen og analprolaps (tarmfremfald). Han var derudover kendt med type II diabetes, hypertension (højt blodtryk) og kronisk atrieflimmer (uregelmæssig puls), og han havde ligeledes haft apopleksi (slagtilfælde) i 1999 og 2000. Under indlæggelsen fik patienten en ny apopleksi med bevidsthedssvækkelse og kramper, og der var ligeledes neurologiske symptomer i form af svækkede svælgreflekser, der medførte tendens til fejlsynkning, aspiration, aspirations¬pneumoni, respirationsinsufficiens og hjertestop. Patienten blev overflyttet til et andet hospital, hvor han dagen efter udviklede respirationsinsufficiens og hjertestop. Tre dage efter afgik han ved døden.

Patientforsikringen afviste, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen på det sidste hospital og fandt, at patientens dødsfald skyldtes grundlidelsen, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Patientskade-ankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade. Til støtte herfor blev det blandt andet gjort gældende, at der ikke fandtes sugeudstyr på patientens stue, at personalet var for lang tid om at foretage sugning af patientens luftveje, og at nødkaldet på stuen ikke virkede. Derudover blev det gjort gældende, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ved afgørelse af 17. december 2012 havde udtalt kritik af personalet.

Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, som blandt andet udtalte, at patienten udviklede respirationsstop og hjertestop på en sengeafdeling, hvor man ikke har rutine i at behandle sådanne akutte tilstande, men at man tilkaldte hjælp, sygeplejersker og læge fra afdelingen og samtidig anæstesivagt og anæstesisygeplejerske, som har rutine i at behandle akutte tilstande, samt at man lejrede patienten i sideleje, hentede sugekatetre, forgæves forsøgte at sikre frie luftveje og gav patienten ilt. Hertil kom, at den udløsende årsag til patientens dødsfald var det forhold, at patienten blev respirationsinsufficient, og at dødsfaldet var forårsaget af de mange forudbestående lidelser og den akutte sygdom.

Retten nåede til samme resultat som Patientskadeankenævnet. Retten lagde i den forbindelse vægt på Retslægerådets udtalelse og fandt, at der ikke var grundlag for, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse ikke ændrede herved. Retten bemærkede i den forbindelse, at Retslægerådet ved sin besvarelse af de stillede spørgsmål havde været i besiddelse af alle akter i sagen, og at afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns således var indgået i Retslægerådets vurdering. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.