Frederiksberg 9/11-2018

Efter flere forsøg på insemination uden opnået graviditet modtog en kvindelig patient IVF behandling og fik opsat tre befrugtede æg. Flere gange under behandlingsforløbet konstaterede man endometriom på venstre side samt en endometiose-cyste på venstre æggestok. To dage efter, at patienten fik opsat de tre befrugtede æg, blev patienten indlagt med mavesmerter. Her konstaterede man bylder ved venstre æggeleder og pus i bughulen med udspilede tarme. Man fjernede blindtarmen, udtømte et par mindre cyster og foretog oprensning ved en bristet byld. Senere viste CT-skanning af maven fortsat to store bylder og flere små. Man foretog drænage, og dyrkning viste tegn på klebisiella pneumonaie bakterien.

Patienterstatningen afviste, at patienten havde ret til erstatning, da skaden ikke gik ud over, hvad patienten med rimelig måtte tåle.

Patienten påklagede Patienterstatningens afgørelse til Ankenævnet for Patienterstatning, der var enig med Patienterstatningen. Ankenævnet vurderede, at fertilitetsbehandlingen var i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist ville have foretaget. Ankenævnet lagde vægt på, at der var indikation for den udførte IVF behandling, da patienten efter flere forsøg på insemination ikke havde opnået graviditet, og at selve IVF behandlingen blev udført i overensstemmelse med specialiststandarden.

Ankenævnet vurderede endvidere, at patientens skade skyldtes en hændelig komplikation, som ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet lagde vægt på, at infektion med blodforgiftning opstår relativt sjældent i forbindelse med ægudtagning ved IVF behandling, men at komplikationen havde medført et svært, men dog kortere sygdomsforløb og ingen væsentlige varige gener.

Patienten indbragte sagen for Retten på Frederiksberg. Retssagen angik, hvorvidt skaden er mere omfattende, end patienten måtte tåle, og hvorvidt det, at der blev oplagt tre æg og ikke kun to, havde betydning. Retslægerådet udtalte under sagen, at det forhold, at patienten ved behandlingen fik opsat tre æg i stedet for to, ikke havde været af betydning for det efterfølgende hændelsesforløb med indlæggelsen. Retten lagde herefter til grund, at fertilitetsbehandlingen var i overensstemmelse med alment anerkendte lægefaglige retningslinjer og blev udført i overensstemmelse med god lægefaglig praksis.

Retslægerådet udtalte endvidere, at den infektion, som patienten pådrog sig, er en kendt, meget sjælden komplikation til IVF-behandling, og at ovarielt overstimulationssyndrom også er meget sjældent. Retten lagde til grund, at patienten og hendes mand var vejledt om risikoen for infektion og øvrige risici ved IVF-behandlingen. Videre fandt retten, at der ikke var ført bevis for, at patienten havde pådraget sig væsentlige varige gener som følge af behandlingen, hvorfor patienten ikke ved fertilitetsbehandlingen var påført en skade, der var mere omfattende end, hvad hun med rimelighed måtte tåle.

Ankenævnet blev herefter frifundet.