Frederiksberg 8/2-2018

En 65-årig kvindelig patient blev i 2008 undersøgt efter få måneder med symptomer på for højt stofskifte og hjerterytmeforstyrrelser (atrieflimren). Patienten var bl.a. behandlet med hjertemagnyl fra egen læge. Hun skulle senere have en ambulant undersøgelse af skjoldbruskkirtlen og ultralydsundersøgelse. Hun blev i mellemtiden indlagt med en stor blodprop i hjernen og modtog straks blodpropopløsende medicin (trombolyse), som dog var uden effekt. Hun fik derfor foretaget en kateterbaseret blodpropfjernelse og i forlængelse af dette en aflastende operation i form af kraniotomi.

Patientforsikringen gav ved afgørelse den 24. juni 2010 patienten afslag på erstatning, idet Patientforsikringen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade.

Sagen blev anket til Patientskadeankenævnet, som var enig i Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patientens blodprop i hjernen ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen, men derimod mere sandsynligt var en følge af patientens grundlidelse. Derudover var det ankenævnets vurdering, at behandlingen af patienten var i overensstemmelse med den erfarne specialists standard.

Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at hun var blevet påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingsforløbet, idet skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af hendes sygdom. Hun gjorde bl.a. gældende, at AK-behandling (blodfortyndende behandling) med Marevan var at betragte som en ligeværdig behandling, og såfremt hun havde fået AK-behandling med Marevan, ville hun med overvejende sandsynlighed have undgået at pådrage sig en blodprop.

I forbindelse med sagens behandling ved domstolene, kom Retslægerådet med en udtalelse.
Retten fandt, at AK-behandling med Marevan ikke var ligeværdig i forhold til den konkret iværksatte be-handling med hjertemagnyl, idet behandlingen af patienten dels var i overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægelige standarder på behandlingstidspunktet, dels var noget mindre risikofyldt i forhold til alvorlige blødninger af fatal karakter. Betingelserne for at yde erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 3, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet var derfor ikke opfyldt. Ankenævnet blev således frifundet.