Frederiksberg 4/5-2016

En mand fik tilbagefald af tidligere behandlet testikelkræft. Patienterstatningen anerkendte ca. et års forsinket diagnosticering og behandling af tilbagefaldet af kræften, jf. klage- og erstatningslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Patienterstatningen tilkendte godtgørelse for varigt mén som følge af væsentlig prognoseforringelse, erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte for perioden på ca. et år, hvor patienten ikke var blevet behandlet for sine smertegener. Der blev givet afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Efter patientens død gav Patienterstatningen også afslag på forsørgertabserstatning, overgangsbeløb og erstatning for begravelsesudgifter, da patienten ikke med overvejende sandsynlighed var død som følge af den forsinkede diagnosticering og behandling. Den sidste afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.

Boet indbragte sagen for retten. I den forbindelse blev sagen forelagt for Retslægerådet til vurdering af bl.a. den statistiske overlevelsessandsynlighed. Retten vurderede herefter, at sagsøger ud fra sædvanlige bevisprincipper ikke havde løftet bevisbyrden for, at dødsrisikoen blev forøget med 50 procent som følge af diagnose- og behandlingsforsinkelsen. Imidlertid fandt retten, at der skulle ske bevislempelse i sagen, da forarbejderne til åbner op for, at der kan anlægges en lempelig bevisvurdering i sager, hvor dette er rimeligt. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at det var ubestridt af parterne, at der blev begået et lægeligt fejlskøn, og at dette fejlskøn havde forringet patientens chance for at overleve. Der blev også lagt vægt på, at det i kræftsager med forsinket diagnose og efterfølgende dødsfald er særligt vanskeligt at bevise et eksakt fald i en overlevelsesprognose. På denne baggrund fandt retten, at sagsøger i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at diagnoseforsinkelsen med overvejende sandsynlighed var årsag til patientens dødsfald. Ankenævnet skulle derfor anerkende, at de efterladte var berettiget til forsørgertabserstatning og overgangsbeløb som følge af behandlingsskaden.