Frederiksberg 27/06-2014

Rettens sagsnummer:

BS J-750/2013

Ankenævnets sagsnummer:

12/1721

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 27. juni 2014

Domstol:

Retten på Frederiksberg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

frederiksberg270614

En kvinde havde efter en alvorlig forbrænding udbredte arvævs- og pigmentforandringer i ansigtet og på brystet. Hun havde derfor på et hospital fået kosmetisk behandling med tatoveringer med det formål at mindske synligheden af vansiret. Som følge af behandlingen fik hun imidlertid gråblå misfarvninger i dele af ansigtet og brystet, hvilket var anerkendt som en patientskade og vurderet til et varigt mén på 8 procent i vansir.

Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet havde afvist at yde erstatning for udgifter til make-up, da hun allerede forud for patientskaden anvendte daglig kraftig make-up for at dække pigmentforandringerne, og da hun var kompenseret for de daglige gener af de gråblå misfarvninger ved méngodtgørelsen.

Retten fandt, at hun var berettiget til erstatning for sine forøgede udgifter til make-up jf. erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a. Retten lagde vægt på, at det var forklaret, at brug af kraftig make-up var nødvendig for, at hun kunne fungere arbejdsmæssigt og socialt. Kvinden havde i retten fremtrådt både med og uden make-up, og retten fandt det tydeligt, at de blågrå misfarvninger i ansigtet forstærkede det forudbestående vansir ganske betragteligt, og at en brug af kraftig make-up herefter måtte have til formål at sikre og forbedre funktionsevnen både arbejdsmæssigt og socialt. Patientskadeankenævnet blev således ikke frifundet.