Frederiksberg 11/11-2016

En kvindelig patient blev i perioden fra april 2013 til januar 2014 udredt for smerter i venstre side af maven under ribbenene. Man kunne ikke finde årsagen til smerterne, men man mistænkte i maj 2013, at smerterne kunne være forårsaget af en sterilisationsclips, der var vandret. Den 28. maj 2013 foretog man en CT-scanning, hvor man bl.a. vurderede, at alle organer så normale ud. Herefter bestilte man den 1. juli 2013 en ultralydsscanning, som blev afvist fra radiologisk side pga. manglende formål med undersøgelsen. I januar 2014 havde kvinden stadig smerter, og hun havde fået et større vægttab. En PET/CT-scanning viste, at hun havde kræft i bugspytkirtlen. Kræften kunne ikke opereres, da den var vokset ind i mavesækken og havde spredt sig til lymfeknuderne. Hun afgik ved døden i januar 2016.

Patienterstatningen anerkendte i marts 2014, at kvinden var påført en skade i form af væsentligt forringet overlevelsesprognose, men at hun med overvejende sandsynlighed ville have været uhelbredeligt syg selv ved rettidig diagnosticering af sygdommen. Patienterstatningen vurderede, at en erfaren specialist ikke ville have afvist ultralydsscanningen, og at kræften med overvejende sandsynlighed var blevet diagnosticeret, hvis ultralydsscanningen var blevet gennemført. Ved samme afgørelse tilkendte Patienterstatningen godtgørelse for et varigt mén på 10 procent. Efterfølgende tilkendte Patienterstatningen godtgørelse for svie og smerte. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter blev afvist.

Kvinden ankede Patienterstatningens afgørelser til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Hun gjorde bl.a. gældende, at bevisbyrden for, at kræften var blevet uhelbredelig som følge af diagnoseforsinkelsen, skulle lempes.

Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse fra marts 2014, dog med en anden begrundelse. Ankenævnet fandt, at en erfaren specialist ved vurderingen af CT-scanningen den 28. maj 2013 ville have opdaget, at kvinden havde en forandring i bugspytkirtlen og foranlediget, at hun var blevet udredt for kræft. Hvis diagnosen var stillet på dette tidspunkt, ville behandlingen have bestået i operation efterfulgt af kemoterapi. Sygdommen ville dog selv på daværende tidspunkt med overvejende sandsynlighed have været uhelbredelig. Ved denne vurdering fandt ankenævnet ikke grundlag for at lempe bevisbyrden, da der ikke var begået en klar fejl ved tolkningen af scanningen.

I juni 2015 stadfæstede ankenævnet endvidere Patienterstatningens afgørelse om godtgørelse og erstatning.

Kvinden indbragte ankenævnets afgørelser for domstolene, idet hun bl.a. gjorde gældende, at hun ville være blevet helbredt, hvis kræftknuden ikke var overset på CT-scanningen. Kvinden gjorde i tilknytning hertil gældende, at der ved tolkningen af CT-scanningen var begået en klar fejl, ligesom det var en klar fejl, at man havde afvist at ultralydsscanne. Under retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at det var en fejl, at man ved tolkningen af CT-scanningen overså forandringen i bugspytkirtlen. Det var også en fejl, at man havde afvist at ultralydsscanne kvinden. Endvidere udtalte Retslægerådet, at kvinden ved rettidig diagnostik og behandling ville have haft en 5-års overlevelse i området 20-40 procent.

Retten vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ankenævnets lægelige skøn, hvorefter sygdommen selv ved rettidig diagnosticering var uhelbredelig. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var tale om en sådan fejl, at der skulle ske bevislempelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.