Esbjerg 31/10-2016

En 53-årig kvinde blev i juni 2009 indlagt på et hospital på grund af mistanke om blødning eller blodprop i hjernen. Hun havde i 2001 haft en blodprop i hjernen, der havde givet følger i form af træthed samt følebesvær i den ene arm og lidt i det ene ben. Der blev ved indlæggelsen i 2009 foretaget diverse undersøgelser og opstartet behandling. Kvinden indgik herefter i et kontrolforløb. I september 2011 havde hun tydelig lammelse i benene. Man mente, at lammelsen skyldtes en cystisk proces (vandblære) ud for 3/4 brysthvirvel. Kvinden blev henvist til et andet hospital, hvor hun oplyste, at hun gennem 3 år havde haft gang- og balanceusikkerhed, ligesom hun havde haft besvær ved at kontrollere vandladningen og afføringen. En scanning viste, at rygmarven havde forskubbet sig på grund af cysten. Man forsøgte at tømme cysten ved at anlægge et dræn, men dette lykkedes ikke. Kvinden blødte meget fra venerne ved rygmarven, og i februar 2012 afgik hun ved døden som følge af sin svækkelse. Boet klagede over hele forløbet fra 2009 og frem.

I oktober 2012 afgjorde Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), at boet var berettiget til erstatning for behandlingen på det første sygehus, fordi kvinden havde haft en delvis lammelse i benene samt vandladnings- og afføringsproblemer på grund af forsinket diagnosticering af cysten. Patientforsikringen vurderede derimod, at der ikke kunne ydes erstatning for behandlingen på det andet sygehus, herunder for kvindens død. Ved to efterfølgende afgørelser tilkendte Patientforsikringen boet 205.966 kr. i erstatning.

Boet klagede over den første afgørelse til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Boet mente, at behandlingen på begge sygehuse havde medvirket til kvindens død.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen vedrørende behandlingen på det andet sygehus. Hvad angik behandlingen på det første sygehus, ændrede ankenævnet afgørelsen sådan, at der ikke var grundlag for at yde erstatning. Patientforsikringens to erstatningsafgørelser blev som følge heraf ophævet.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at kvinden på grund af diagnoseforsinkelse på det første sygehus var påført en delvis lammelse, inkontinens og afføringsproblemer, som var medvirkende årsag til hendes død. Hvad angik behandling på det andet sygehus skulle ankenævnet anerkende, at behandlingen havde forårsaget kvindens død.

Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, og på baggrund af denne valgte boet at frafalde erstatningskravet vedrørende behandlingen på det andet sygehus. Retten vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at en erfaren specialist på det første sygehus ville have handlet anderledes, jf. § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Ankenævnet blev herefter frifundet.