Esbjerg 30/6-2015

En mandlig patient fik i maj 2007 fjernet højre side af tyktarmen på grund af kræfttumor i overgangen mellem tyk- og tyndtarmen. Der var indvækst i bugvæggen og blæren, og det var derfor nødvendigt at fjerne noget af bugvæggen og noget af blæren. Patienten gennemgik herefter et forløb med kemoterapi og kontrolundersøgelser. I januar og juli 2009 blev patienten scannet og informeret om, at der ikke var tegn på recidiv af kræftsygdommen. Ved ny scanning i december 2009 blev patienten oplyst om, at scanningen viste mistanke om lokalt recidiv ved blæren. Ved en kikkertundersøgelse fandt man en stor tumor på blærevæggens højre side. Ved operation i januar 2010 konstaterede man, at tumoren var vokset langt ned på indersiden af bækkenvæggen, og at det ikke var muligt at fjerne den. I marts 2010 startede patienten i kemoterapi, som havde nogen effekt, og man fandt det muligt at foretage operation af recidivet med fjernelse af blæren og anlæggelse af en kunstig blære. Dette kunne dog kun gøres, hvis man amputerede patientens højre ben. Amputationen blev foretaget i november 2010, hvor man også fjernede en del af bækkenet.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at behandlingen var i overensstemmelse med den erfarne specialists standard og lagde vægt på, at scanningen i juli 2009 ikke afveg overbevisende fra scanningen i januar 2009. Det var først ved scanningen i december 2009, at der var tilkommet en flere centimeter stor recidivsuspekt proces i blærens højre side.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at det blev anerkendt, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af statistisk forringet overlevelsesprognose. Ankenævnet fandt, at recidivdiagnosen burde være stillet i forbindelse med scanningen i juli 2009, men fandt det dog ikke overvejende sandsynligt, at man kunne have opereret recidivet ved et mindre indgreb, såfremt recidivet var erkendt 5 måneder tidligere. Ankenævnet vurderede på den baggrund, at det var overvejende sandsynligt, at fjernelse af blæren samt amputation af benet også havde været nødvendigt ved rettidig diagnosticering.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt for Retslægerådet, som udtalte, at det var en klar lægefaglig fejl, at man ved CT-scanningen i juli 2009 ikke beskrev, at der var tilkommet en 2,5 x 2 x 2,8 cm tumorsuspekt proces.

Da Retslægerådet vurderede, at der var sket en klar lægefaglig fejl, fandt ankenævnet anledning til at genoptage sagen og foretage en lempeligere vurdering af årsagssammenhængen mellem fejlen og skaden. Ankenævnet fandt derfor ved en ny afgørelse, at patienten ved rettidig diagnosticering i juli 2009 kunne have undgået amputation af højre ben. På trods af bevislempelsen fandt ankenævnet, at blærefjernelsen ikke kunne være undgået, idet der allerede ved scanningen i juli 2009 var tegn på indvækst i blæren.

Sagen blev på ny forelagt for Retslægerådet, som udtalte, at det baseret på de radiologiske undersøgelser var svært at afgøre, om der i juli 2009 var tumorindvækst til blæren. Der blev påvist deformering af det højre, forreste blærehjørne, hvilket kunne fortolkes enten (eller både) som en konsekvens af recidivet eller som en konsekvens af den tidligere operation. Det var derfor ikke muligt for Retslægerådet at besvare spørgsmålet om, hvorvidt tumoren også i juli 2009 var inoperabel, idet man ikke foretog operation, som er den eneste sikre måde, hvorpå man kan afgøre, om en tumor er operabel.

Retten fandt det på baggrund af Retslægerådets udtalelse ikke muligt at vurdere, med hvilken sandsynlighed diagnosticering af tumoren i juli 2009 ville have ført til, at fjernelsen af blæren kunne være undgået, da der ikke blev foretaget operation i perioden fra juli til december 2009. Retten fandt det derfor rimeligt, at lade tvivlen om den faktiske årsagssammenhæng komme patienten til gode. På den baggrund fandt retten det overvejende sandsynligt, at diagnosticering af tumoren i juli 2009 ville have ført til, at fjernelse af blæren kunne være undgået. Patientskadeankenævnet blev herefter dømt til at anerkende, at patienten var berettiget til yderligere erstatning i anledning af fjernelsen af blæren.