Esbjerg 26/2-2015

Rettens sagsnummer:

BS 22-580/2012

Ankenævnets sagsnummer:

11/1041

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 26. februar 2015

Domstol:

Retten i Esbjerg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

esbjerg260215

En mandlig patient blev i sommeren 2008 opereret med fjernelse af en betændt kirtel i højre armhule på grund af en periode med betændelse i svedkirtler i armhulen. Efterfølgende oplevede patienten gener i form af smerter og bevægeindskrænkning i venstre arm.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten ikke var berettiget til erstatning efter klage- og erstatningsloven, idet behandlingen ikke afveg fra, hvad en erfaren specialist ville have gjort i samme situation, og da generne ikke lå ud over, hvad patienten måtte tåle. Patientforsikringen anførte i begrundelsen, at det forekommer hyppigt, at der indtræder gener i form af smerter, bevægelsesindskrænkning og føleforstyrrelser i forbindelse med fjernelse af betændelsesforandringer i armhulen, hvorfor lovens krav om sjældenhed ikke var opfyldt. Patientforsikringens afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den begrundelse, at den opståede nerveskade var en hændelig komplikation, der kan indtræde selv ved optimal behandling, og at skaden ikke var mere omfattende, end hvad patienten måtte tåle.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at det ikke kunne afgøres, hvordan symptomerne ville have udviklet sig, hvis ikke indgrebet var foretaget. Retten henviste til den foretagne neurologiske speciallægeundersøgelse, hvoraf det fremgik at en mindre ikke påviselig nerveskade kunne have medført de pågældende symptomer. Retten fandt herefter, at operationen var nødvendig, og at den var udført efter gældende retningslinjer, samt at følgerne efter operationen lå inden for de risici, man må tolerere ved den pågældende type behandling. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.