Esbjerg 23/4-2021

Patienten var den 10. marts 2014 til undersøgelse på gynækologisk ambulatorium. Hun havde de seneste 3 måneder haft uregelmæssige og kraftige menstruationer samt ubehag i form af pressen, trykken og kvalme. Ved undersøgelsen blev der konstateret en udfyldning over blæren samt en muskelknude. Den 1. september 2014 blev patientens livmoder fjernet ved operation. Ved operationen blev urinblæren perforeret, hvorfor operationen blev forlænget pga. komplikationen. Patienten havde ved kontrol den 20. oktober 2014 fortsat smerter over lænden og tog ekstra smertestillende medicin på grund af lændesmerterne.

Patienterstatningen afviste ved afgørelse af 31. august 2015 at anerkende både læsion af blæren og generne fra lænden som patientskader. Ved afgørelse af 7. januar 2016 anerkendte Ankenævnet for Patienterstatningen, at patienten i forbindelse med operationen den 9. september 2014 var påført en erstatningsberettigende skade i form af læsion af blæren samt deraf følgende gener. Ankenævnet afviste samtidig, at smerter i lænden og hoften samt udvikling af diskusprolaps i lænden kunne anerkendes som en patientskade.

Patienten anlagde herefter retssag mod ankenævnet. Under retssagen afgav Retslægerådets to udtalelser. Retslægerådet udtalte bl.a. at patientens lænderygsmerter mest sandsynligt skyldtes operationen. Ankenævnet fastholdt den 11. december 2018 afgørelsen af 7. januar 2016, da ankenævnet fandt, at lænderyggenerne med overvejende sandsynlighed skyldtes en hændelig komplikation, og skaden var ikke mere omfattende end, hvad patienten med rimelighed må tåle, da formålet med operationen var at lindre patientens gener svarende til livmoderen, og at forhindre en forværring af hendes allerede eksisterende gener over tid.

Under hovedforhandlingen forklarede patienten, at hun inden operationen alene havde ubehag i form af pressen, trykken og kvalme og oplevede smerter, når hun havde menstruation, mens hun efter operationen havde konstante daglige smerter, som krævede daglig indtagelse af stærk smertemedicin, ligesom hun ikke er i stand til at gennemføre samleje, hvorfor hendes mand havde forladt hende.

Retten fandt, at patienten ikke havde bevist, at der var årsagsforbindelse mellem operationen og de hoftegener, hun siden havde oplevet, men fandt samtidig, at lænderyggenerne var mere omfattende end, hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Patientens smerter efter operationen havde haft en helt anden karakter, ligesom smerterne havde haft livsændrende betydning for hende i forhold til seksuelle aktiviteter og et forlist ægteskab.

Patientens principale påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten var påført en erstatningsberettigende behandlingsskade, blev herefter taget til følge.