Esbjerg 22/2-2022

Sagen omhandlede, hvilket varigt mén sagsøger var blevet påført som følge af en anerkendt behandlingsskade, og om hendes erhvervsevne i samme forbindelse var nedsat med mere end 15 %.

Ankenævnet havde vurderet, at sagsøger alene var berettiget til godtgørelse for et varigt mén på 8 % som følge af behandlingsskaden, og at hun ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at sagsøgers smerter og føleforstyrrelser i benet skyldtes behandlingsskaden, men at sagsøgers kognitive gener ikke kunne henføres behandlingsskaden.

Der blev under sagen indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at de kognitive gener ikke kunne relateres til behandlingen, men at de var sekundære til smerterne. Sagsøger gjorde gældende, at de kognitive gener dermed skyldtes behandlingsskaden, når de var sekundære til smerterne, som kunne henføres til behandlingsskaden.

Retten udtalte, at selvom det i andre sager, i hvilke Retslægerådet har afgivet udtalelser, er lagt til grund, at en smertetilstand har ført til kognitive gener, fandtes der ikke at være ført bevis for, at der i denne sag var den fornødne årsagssammenhæng mellem sagsøgers kognitive gener og behandlingsskaden.

Retten fremhævede desuden, at da ankenævnet er et sagkyndigt kollegialt rekursorgan med deltagelse af sagkyndige medlemmer inden for lægevidenskab, skal der foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelser.

Ankenævnet blev herefter i det hele frifundet.