Esbjerg 20/3-2019

En patients akillessene sprang, da han spillede bordtennis. Kort herefter blev patienten opereret med lokalbedøvelse. Da bedøvelsen forsvandt, oplevede patienten brændende smerter og spændinger i foden, og generne blev ikke mindre efterfølgende. Patienten fik konstateret infektion og fik ordineret penicillin, som dog ikke havde den ønskede effekt. Patienten henvendte sig derfor til sin læge, som kunne konstatere, at akillessenen igen var sprunget, og patienten blev herefter indlagt. Patienten fik senere foretaget en nerveledningsundersøgelse, hvor det blev konstateret, at der var en skade på nervus suralis.

Patienterstatningen afviste, at patienten var påført en behandlingsskade ved behandlingen. Afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enig i afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at patientens skade i form af læsion af nervus suralis og infektion ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig til at kunne anerkendes. Herudover lagde nævnet vægt på, at operation med suturering af akillessenen var nødvendig, såfremt patientens tilstand ikke skulle forværres og medføre betydelig nedsat funktion af akillessenen. Det forhold, at patienten havde gener i form af en brændende fornemmelse på den udvendige fodrand, ubehag ved arret, nedsat gangfunktion samt hævelsestendens, ændrede ikke ankenævnets vurdering af, at operationen var nødvendig, og at patientens gener som følge af operationen skyldtes den nødvendige behandling af patienten.

Patienten indbragte sagen for domstolene. Der blev indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retten fandt, at skaden på nervus suralis opfyldte sjældenhedskriteriet. Retten fandt dog, at skaden ikke havde en tilstrækkelig alvor i forhold til patientens grundlidelse og helbredstilstand i øvrigt. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af, at operation med suturering af akillessenen var nødvendig, hvis patientens tilstand ikke skulle forværres medførende nedsat funktion af akillessenen. Retten fandt på den baggrund ikke, at patienten havde bevist, at der forelå et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering. Ankenævnet blev således frifundet.