Esbjerg 2/8-2016

En kvindelig patient var i 2010 udsat for et trafikuheld, hvor hun blandt andet pådrog sig skader mod den øvre del af rygsøjlen. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at patienten havde ret til erstatning som følge af, at hospitalet 3 dage efter modtagelsen af patienten tilbageførte hende ubehandlet til et andet sygehus, hvorved man forværrede hendes funktionsniveau.

Patientforsikringen tilkendte patienten godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for et varigt mén på 30 procent. Hun fik afslag på erstatning for udgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patienten var påført en skade mod rygmarvshinden i forbindelse med en stabiliserende operation, hvor der som følge af en fejlplaceret skrue opstod svære neurologiske udfald, herunder svært påvirket gangfunktion og påvirkning af tarm - og blærefunktion. Sagen blev sendt tilbage til Patienterstatningen til opgørelse af erstatning.

Patienterstatningen traf herefter afgørelse om, at patienten som følge af behandlingsskaden havde ret til godtgørelse for varigt mén på i alt 80 procent. Patienterstatningen bestemte i en senere afgørelse, at patienten havde ret til tabt arbejdsfortjeneste, og at hendes erhvervsevne var nedsat med i alt 85 procent, hvoraf 60 procent var en følge af behandlingsskaden, og 25 procent var en følge af trafikulykken.

Patienten klagede over erhvervsevnetabsprocenten og udmålingen af tabt arbejdsfortjeneste til Patientskadeankenævnet, som stadfæstede afgørelsen. Ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten lagde ankenævnet bl.a. vægt på, at patienten havde fuld erhvervsevne forud for ulykken, at hun nu var tilkendt førtidspension, og at hun havde betydelige helbredsmæssige problemer som følge af behandlingsskaden, idet hun blandt andet havde lammelse af begge ben med inkomplet læsion af rygmarven (tværsnitslæsion) svarende til 4., 5. og 6. brysthvirvel. Ankenævnet lagde samtidig vægt på, at hun fortsat havde en beskeden resterhvervsevne i forhold til at udføre lettere daglige gøremål i hjemmet, herunder at hun via de hjælpemidler hun havde til sin rådighed kunne klare dagligdagen med de praktiske gøremål i forhold til børnene, herunder forberede aftensmad og madpakker, og at hun havde normal funktion af arme og hænder, og at hendes kognitive funktionsniveau var intakt.

Både Patienterstatningen og ankenævnet havde tilsidesat Arbejdsskadestyrelsen vurdering af, at den samlede erhvervsevne var nedsat med 100 procent.

Sagen blev indbragt for domstolene. Patienten nedlagde påstand om, at det samlede erhvervsevnetab udgjorde 100 procent, og at 75 procent kunne tilskrives behandlingsskaden. Efter oplysningerne om, at patienten i et vist omfang var i stand til at udføre opgaver i hjemmet i forbindelse med husholdningen og varetagelse af den daglige omsorg for sine børn herunder afhentning i institutioner, indkøb mv. fandt retten, at patienten ikke havde godtgjort, at hun havde mistet erhvervsevnen fuldstændigt. Arbejdsskadestyrelsens vurdering af, at patientens arbejdsmæssige funktion var nedsat til en ubetydelighed, var indgået i grundlaget for ankenævnets afgørelse, og vurderingen kunne ikke føre til en anden vurdering. Ankenævnet blev herefter frifundet.