Esbjerg 06/07-2011
Rettens sagsnummer:
BS16-1827/2009
Ankenævnets sagsnummer:
2008-0-1273
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 6. juli 2011
Domstol:
Retten i Esbjerg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvinde faldt den 17. april 2006 og tog fra med højre arm. Hun blev undersøgt på skadestuen, hvor en røntgenundersøgelse viste, at skulderen var gået af led, og skulderen blev sat på plads. På grund af manglende fremgang i månederne derefter fik hun foretaget skanning den 6. oktober 2006, som viste seneruptur (rotatorcufflæsion) på højre side. Ved operation den 23. januar 2007 blev der foretaget en rekonstruktion af senerne.
Kvinden søgte erstatning på grund af forsinket diagnosticering af seneruptur på højre side.
Patientforsikringen fandt, at en erfaren specialist jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, ville have konstateret senerupturen på et tidligere tidspunkt, hvorved hun ville være opereret tidligere i forløbet og have opnået et bedre resultat. Hun blev tilkendt knap 100.000 kr. i foreløbig godtgørelse og erstatning.
Kvinden påklagede sagen med henblik på mere erstatning, og Patientskadeankenævnet fandt, at hun ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Man lagde vægt på, at hun allerede i december 2005 havde pådraget sig en slag mod højre skulder, og at skuldertraumet i april 2006 således udløste en forværring i en bestående tilstand, og at en diagnoseforsinkelse ikke havde haft betydning, idet MR skanning både på højre og venstre side viste udtyndede og degenererede forhold.
Kvinden indbragte sagen for retten med påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende patientskade.
Der blev indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som støttede Patientskadeankenævnets vurdering i sagen. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets besvarelse, at der i forløbet fra behandlingen den 17. april 2006 til operationen den 23. januar 2007 ikke forelå forhold, der kunne begrunde erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.