En patient blev indlagt på hospitalet kl. 02.04, idet der fandtes mistanke om blindtarmsbetændelse. Der blev løbende foretaget undersøgelser af patienten, og kl. 17.10 fandtes indikation for laparoskopisk operation. Kl. 21.15 havde patienten fået tiltagende smerter, og kl. 23.15 blev der gennemført åben operation, hvorved perforeret blindtarm blev fjernet. Nogle dage efter udskrivelsen blev patienten genindlagt, på grund af mistanke om intraabdominal absces og arterieflimren. Tilstanden bedredes dog efter nogle dage, og patienten blev udskrevet med normale infektionstal.

Patienten søgte erstatning for følgerne efter perforeret blindtarm hos Patientforsikringen. Patientforsikringen fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed ikke var påført en skade som følge af behandlingen, og at behandlingen var blevet udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard på området. Patienten indbragte Patientforsikringens afgørelse for Patientskadeankenævnet, der tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Patienten havde også indbragt sagen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der traf en afgørelse i sagen ca. 1½ år efter, at Patientskadeankenævnet havde truffet afgørelse. Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet fandt bl.a., at der var grundlag for at kritisere to af de behandlende læger, jf. autorisationslovens § 17.

Patienten anmodede på denne baggrund Patientskadeankenævnet om genoptagelse af sagen. Patientskadeankenævnet fandt dog, at der ikke var grundlag for genoptagelse efter § 12 i forretningsorden for Patientskadeankenævnet, idet der ikke var fremkommet sådanne nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, der kunne dokumentere, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade.

Patienten anlagde herefter sag mod Patientskadeankenævnet med primær påstand om, at Patientskadeankenævnets afgørelse om afvisning af genoptagelse var behæftet med væsentlige retlige mangler og at den var ugyldig, sekundært, at den var forkert.

Retten fandt, at der ved Patientskadeankenævnet ikke var foretaget en materiel og tilbundsgående prøvelse af, hvorvidt der var grundlag for en ændret afgørelse, og at Patientskadeankenævnet alene havde foretaget en vurdering af, om genoptagelsesbetingelserne var opfyldt. Retten fandt herefter, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse var baseret på de samme lægelige akter, som var fremlagt under Patientforsikringens afgørelse samt Patientskadeankenævnets afgørelse. Retten fandt ikke, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse sig selv kunne føre til en anden bevisafvejning og et andet bevisresultat, end hvad der fulgte af Patientskadeankenævnets afgørelser. Retten fandt således, at patienten ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var fremkommet nye oplysninger, der var af en så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med Patientskadeankenævnets oprindelige stillingtagen til sagen. Retten bemærkede endelig, at der ikke var grundlag for at konkludere, at Patientskadeankenævnets seneste afgørelse var behæftet med så væsentlige mangler, at afgørelsen skulle ophæves og hjemvises. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.