Århus 16/3-2011

En patient (P) blev indlagt den 16. september 2007 på mistanke om tarmslyng. Der blev foretaget akut CT-scanning af maven, anlagt en ventrikelsonde samt iværksat væskebehandling. Scanningen viste ikke tarmslyng, men en del afføring i tyktarmen, hvorefter der blev givet afføringsmidler. Den 17. og 18. september fortsatte man behandlingen med afføringsmidler. P havde en enkelt tynd afføring. Den 19. september 2007 var der tiltagende smerter, og der blev foretaget en ny CT-scanning, som viste tarmslyng. Der blev opereret akut, hvor man fandt tarmslyng. P havde herefter et livstruende og langvarigt sygdomsforløb og blev senere tilkendt førtidspension.

Ved Patientskadeankenævnets afgørelse af 25. juni 2009 tiltrådte nævnet Patientforsikringens afgørelse af 15 oktober 2008, hvorefter P ikke var berettiget til erstatning for følger efter forsinket diagnosticering, jf. klage- og erstatningslovens (KEL) § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr.1 og 2.
Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at P var påført skade som følge af forsinket diagnose af tarmslyng. For retten forelå lægefaglige vurderinger fra flere lægekonsulenter, Retslægerådet samt den ledende overlæge på den afdeling, der havde udført behandlingen. Retten lagde særlig vægt på den ledende overlæges vurdering, herunder vidneforklaring. På den baggrund fandt retten det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patienten var påført skade ved forsinket diagnosticering af tarmslyng, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville være undgået, såfremt P var diagnosticeret og behandlet efter specialistmålestokken, jf. KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.