Ålborg 13/6-2017
Rettens sagsnummer:
BS 6-830/2015
Ankenævnets sagsnummer:
14/3809
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 13. juni 2017
Domstol:
Retten i Aalborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En patient blev opereret for kræft i mavesækken, og fik bagefter flere komplikationer, herunder blodpropper i hjernen.
Patienterstatningen vurderede, at blodpropperne ikke med overvejende sandsynlighed var en påført skade som følge af behandlingen men mere sandsynligt en følge af grundsygdommen kræft i mavesækken.
Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede Patienterstatningen afgørelse med en anden begrundelse. Ankenævnet vurderede, at blodpropperne var en følge af den komplicerede behandling. Behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet. Blodpropperne var derfor en hændelig og sjælden komplikation, men ikke en tilstrækkelig alvorlig komplikation i forhold til, at patienten led af en alvorlig kræftsygdom, som ubehandlet ville have medført døden. Følgerne af blodpropperne i form af let lammelse af styrke og følesans i arm og ben, synsudfald, let hukommelsespåvirkning og træthed gik ikke ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle.
Sagen blev indbragt for retten. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om, at kræftsygdommen ubehandlet ville have medført døden, og at generne var en følge af et samspil mellem kræftsygdommen og det komplicerede forløb. Retten fandt derfor, at der var en sammenhæng mellem operationen for kræftsygdommen og blodpropperne i hjernen. Efter en samlet vurdering fandt retten, at skaden i form af blodpropper i hjernen ikke var mere end, hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at respiratorbehandlingen var ophørt, og at patienten var velbefindende på tidspunktet for udviklingen af blodpropperne. Ankenævnet blev således frifundet.