Aarhus 6/1-2020

Det fandtes godtgjort, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved fjernelse af ørevoks i højre øre under anvendelse af en cerumslynge, idet der herved skete en perforation af patientens trommehinde på højre øre.

Rettens sagsnummer:

BS-9509/2017-ARH

Ankenævnets sagsnummer:

16/14115/EC

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 6. januar 2020

Domstol:

Retten i Århus

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Aarhus060120

En patient fik ved en behandling hos egen læge den 1. oktober 2015 fjernet ørevoks med en cerumenslynge. Efter behandlingen klagede patienten over hørenedsættelse og tinnitus.

Den 15. oktober 2015 konstaterede man en mikroperforation af trommehinden. Ved undersøgelser henholdsvis den 26. januar 2016 og 19. september 2016 var der dog normale forhold og ikke længere tegn på perforation af trommehinden.

Patienterstatningen afviste, at patienten var påført en skade i forbindelse med behandlingen.

Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enig i Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at der ikke med overvejende sandsynlighed var sket en beskadigelse af det indre øre, selv om instrumentet eventuelt havde strejfet øregang og trommehinde. Det var mere sandsynligt, at patientens nuværende høregener skyldtes forværring af en forudbestående ørelidelse på højre øre med tiltagende høretab. Videre fandt ankenævnet, at det forhold, at patienten oplevede smerter i forbindelse med ørerensningen og efterfølgende klagede over øresusen samt fornemmelse af hørenedsættelse og forvrængning, ikke betød, at behandlingen ikke blev udført, som en erfaren specialist ville have gjort.

Patienten indbragte afgørelsen for domstolene.

Under sagen udtalte Retslægerådet, at patientens varige hørenedsættelse ikke med nogen sandsynlighed skyldtes behandlingen den 1. oktober 2015. Videre udtalte Retslægerådet, at patientens tinnitus kunne være udløst af ulykkestilfældet og være persisteret, selvom trommehindedefekten var helet. Patientens tinnitus kunne også skyldes den bagvedliggende høresygdom uden relation til ulykkestilfældet. Retslægerådet udtalte yderligere, at cerumenslynge anvendes bredt i almen lægepraksis med henblik på fjernelse af ørevoks.

Under hovedforhandlingen frafaldt patienten påstanden om, at han var påført en skade i form af høregener. Sagen drejede sig herefter alene om patientens tinnitus.

Patienten forklarede for retten, at han umiddelbart under indgrebet fik store smerter i højre øre samt susen for øret, nedsat hørelse og forvrængning. Henset til den tidsmæssige sammenhæng mellem behandlingen og patientens symptomer fandt retten det herefter bevist, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade ved behandlingen, hvor der var sket en perforation af patientens trommehinde på højre øre. Retten fandt det endvidere godtgjort, at der var sket en klar fejl ved behandlingen. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling hos ankenævnet.