Aarhus 4/1-2019
Patient havde ikke ret til yderligere erstatning end allerede tilkendt for den anerkendte behandlingsskade i form af følger efter løsning af hofteprotese.
Rettens sagsnummer:
BS 73-674/2013
Ankenævnets sagsnummer:
12/1560
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 4. januar 2019
Domstol:
Retten i Århus
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En patient blev opereret den 28. februar 2005 i højre hofte og efterfølgende opereret i venstre hofte den 18. februar 2008. Han blev reopereret den 19. januar 2011.
Patientforsikringen fandt, at operationen den 18. februar 2008 blev udført i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist ville have handlet, og at der dermed ikke var grundlag for at anerkende patientens gener efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen konstaterede derimod, at det efterfølgende havde vist sig, at den isatte protesetype øgede risikoen for løsning, og at det var protesens høje komplikationsrate, der var årsag til, at patienten måtte undergå endnu en operation og få protesen udskiftet. Patientforsikringen anerkendte dermed reoperationen som en patientskade efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 2.
Patienterstatningen tilkendte 20.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte og efterfølgende yderligere 5.700 kr. Patienterstatningen tilkende senere godtgørelse for et varigt mén på 5 procent. Afgørelsen om varigt mén blev påklaget, og Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte afgørelsen.
Sagen blev indbragt for domstolene, og der blev indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Patienten anmodede derefter ankenævnet om at genoptage sagen på baggrund af den fremkomne udtalelse fra Retslægerådet med henvisning til, at skaden skulle anerkendes efter enten klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3 eller nr. 4. Ankenævnet afslog at genoptage sagen.
Retten fandt, at det ikke under sagen var godtgjort, at patientskaden havde medført følger i videre omfang, end hvad der var tilkendt varigt mén for. For så vidt angik genoptagelsesanmodningen udtalte retten, at der ikke siden den oprindelige afgørelse, var fremkommet nye faktiske og retlige oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Endelig fandt retten, at den omstændighed, at skaden kunne have været bedømt efter klage og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3 eller 4, ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, idet det ikke ville have haft betydning for fastsættelsen af erstatningen.
Patientforsikringen fandt, at operationen den 18. februar 2008 blev udført i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist ville have handlet, og at der dermed ikke var grundlag for at anerkende patientens gener efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen konstaterede derimod, at det efterfølgende havde vist sig, at den isatte protesetype øgede risikoen for løsning, og at det var protesens høje komplikationsrate, der var årsag til, at patienten måtte undergå endnu en operation og få protesen udskiftet. Patientforsikringen anerkendte dermed reoperationen som en patientskade efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 2.
Patienterstatningen tilkendte 20.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte og efterfølgende yderligere 5.700 kr. Patienterstatningen tilkende senere godtgørelse for et varigt mén på 5 procent. Afgørelsen om varigt mén blev påklaget, og Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte afgørelsen.
Sagen blev indbragt for domstolene, og der blev indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Patienten anmodede derefter ankenævnet om at genoptage sagen på baggrund af den fremkomne udtalelse fra Retslægerådet med henvisning til, at skaden skulle anerkendes efter enten klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3 eller nr. 4. Ankenævnet afslog at genoptage sagen.
Retten fandt, at det ikke under sagen var godtgjort, at patientskaden havde medført følger i videre omfang, end hvad der var tilkendt varigt mén for. For så vidt angik genoptagelsesanmodningen udtalte retten, at der ikke siden den oprindelige afgørelse, var fremkommet nye faktiske og retlige oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Endelig fandt retten, at den omstændighed, at skaden kunne have været bedømt efter klage og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3 eller 4, ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, idet det ikke ville have haft betydning for fastsættelsen af erstatningen.