Aarhus 20/04-2017

Rettens sagsnummer:

BS 7-143/2015

Ankenævnets sagsnummer:

14/8195

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 19. april 2017

Domstol:

Retten i Århus

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Aarhus200417

En 56-årig kvinde fik konstateret kræft i mandlerne og i skjoldbruskkirtlen, hvorefter hun blev opereret. Efter operationen skulle hun gennemgå 33 forebyggende strålebehandlinger. Efter strålebehandlingen blev der ved MR-scanning påvist infarkter i hjernen og forandringer ved 4. og 5. halshvirvl. Patienten havde derudover kraftnedsættelse i begge ben.

Patienterstatningen afviste, at patienten havde ret til erstatning.

Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet fandt, at infarkterne ikke kunne forklare patientens gener, men at forandringerne ved halshvirvlerne med overvejende sandsynlighed var opstået som følge af strålebehandlingen, og at generne fra benene kunne relateres til disse forandringer. Der var tale om en hændelig komplikation til strålebehandlingen, som ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle som led i behandlingen af sin sygdom.

Sagen blev indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at det ikke var overvejende sandsynligt, at strålebehandlingen var årsag til infarkterne i hjernen hos patienten. Retten fandt ligeledes, at patientens gener i form af kraftnedsættelse i begge ben ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle.

Ankenævnet blev herefter frifundet.