Aarhus 13/3-2019

Patient fik ikke behandlet sin klage over Patienterstatningens afgørelse, da klagen til anke-nævnet var indgivet for sent.

Rettens sagsnummer:

BS-12180/20188

Ankenævnets sagsnummer:

17/8587

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 12. marts 2019

Domstol:

Retten i Århus

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

aarhus130319 (1)

Patienterstatningen traf den 17. januar 2017 afgørelse om, at patienten ikke havde ret til erstatning.

Patienten påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen. Klagen blev modtaget i Ankenævnet den 3. juli 2017. Ankenævnet traf den 11. oktober 2017 afgørelse om afvisning.

Patienten gjorde bl.a. gældende, at hendes helbredelsesmæssige forhold forhindrede hende i at klage rettidigt, hvilket skulle anses som en særlig grund, hvorfor ankenævnet skulle se bort fra klagefristen. Patienten var efter sin egen opfattelse så påvirket af fysiske og psykiske helbredsmæssige forhold i perioden fra den 17. januar 2017 til 17. april 2017, at dette hindrede hende i at klage rettidigt. Patientens sygdom bestod bl.a. i skizofreni, paranoid psykose, belastningsreaktion, personlighedsforstyrrelse, paranoid personlighedsstruktur og posttraumatisk belastningsreaktion. Endvidere havde patienten været indlagt fra den 10. februar til den 13. februar 2017 og den 22. februar til den 23. februar 2017, alt 6 dage.

Ankenævnet gjorde gældende, at klagen var afgivet efter klagefristens udløb. Efter klage- og erstatningsloven § 58 b, stk. 2 og 3, skal Patienterstatningens afgørelser indbringes for ankenævnet inden 3 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra klagefristen, når der er særlig grund hertil, herunder på grund af helbredsmæssige forhold. Ankenævnet gjorde gældende, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige udgangspunktet, da patientens indlæggelse og sygdom ikke ændrede ved, at afgørelsen burde være indgivet rettidigt.

Retten lagde til grund, at patientens helbredelsesmæssige forhold måtte anses som varige, som ikke i sig selv udgjorde sådanne særlige omstændigheder, at patienten havde været forhindret i at indbringe Patienterstatningens afgørelse rettidigt. Patienten kunne have indrettet sig i overensstemmelse med sin sygdom og overladt det til en anden at varetage indbringelsen. Da patientens indlæggelse var kortvarig, ændrede heller ikke indlæggelsen på, at afgørelsen kunne være indbragt rettidigt. Herved forelå der ikke sådanne særlige omstændigheder, at de kunne ses bort fra fristoverskridelsen. Retten gav derfor ankenævnet medhold i, at klagen var afvist.