Aarhus 06/12-2016
Rettens sagsnummer:
BS 8-147772014
Ankenævnets sagsnummer:
14/639
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 5. december 2016
Domstol:
Retten i Århus
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvindelig patient fik foretaget en stivgørende operation i lænderyggen på grund af kroniske smerter og prolaps. Den første måned efter operationen var der god effekt af indgrebet. I forbindelse med begyndende genoptræning registrerede kvinden pludselig en kliklyd i lænden. Siden da havde hun kliklyde og tiltagende smerter. Man vurderede, at tilstanden var forårsaget af løsning af skruer og stave, og kvinden blev efter ca. 5 måneder opereret igen med udskiftning af skruer og stave. Hun oplevede dog ikke en bedring herefter.
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at kvinden var påført en skade i form af et forlænget sygeforløb, fordi man ikke havde efterspændt låsesystemet i ryggen i forbindelse med den første operation. Patientforsikringen fandt, at kvinden havde ret til erstatning for udgifter til medicin og godtgørelse for svie og smerte i den forlængede sygeperiode. Hun fik afslag på erstatning og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, varigt mén og erhvervsevnetab.
Ankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelser om erstatning og godtgørelse.
Kvinden indbragte sagen for domstolene med påstand om, at hun havde ret til yderligere godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén, og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at kvindens tilstand måtte tilskrives forhold hos hende selv og delvis manglende effekt af indgrebet. Retten fandt, at der ikke var det fornødne sikre grundlag for at fastslå, at der var en årsagssammenhæng mellem kvindens helbredsmæssige problemer og behandlingen.
Ankenævnet blev herefter frifundet.