Aalborg 9/2-2018

Patienten blev i december 2010 opereret for kræft i skjoldbrugskirtlen, hvorefter der i marts og juni 2011 skete behandling med radioaktivt jod. Der blev herefter foretaget kontrol med få måneders interval. Den første blodprøve blev taget under en kontrol i februar 2013, hvor målingerne for thyroglobulin viste 1,0. De efterfølgende målinger i juni og december 2013 viste løbende stigninger, indtil der ved sidste måling i juni 2014 blev målt 5,8. Derpå blev der foretaget ultralydsscanning, som viste recidiv (tilbagefald) af skjoldbrugskirtelkræft. PET-CT-scanningerne viste også tegn på recidiv samt spredning til begge lunger. Den efterfølgende behandling med radiojod viste sig ikke at være effektiv.

Patienterstatningen udtalte i sin afgørelse, at behandlingsstedet ikke havde handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på området. Det blev anført, at en erfaren specialist allerede ved første måling i februar 2013 ville have reageret, da der var en målelig værdi af thyroglobulin. Patienterstatningen fandt imidlertid med overvejende sandsynlighed, at selv ved rettidig diagnosticering af tilbagefaldet, ville sygdommen have vist sig at være dissemineret (spredt) i et sådant omfang, at det ikke kunne helbredes. Patienterstatningen vurderede derfor, at patienten ikke var påført en skade som følge af behandlingen.

Ankenævnet for Patienterstatningen fandt – ligesom Patienterstatningen – at behandlingen ikke havde været som en erfaren specialist ville have gjort. Ankenævnet fandt med overvejende sandsynlighed, at recidivet allerede havde spredt sig til lungerne ved kontrollen i februar 2013, og at der således på dette tidspunkt var indtrådt uhelbredelighed. Der blev herved lagt vægt på, at scanningerne i juni 2014 viste recidiv med tre områder på halsen og mange lungemetastaser. Ankenævnet fandt det således ikke bevist, at uhelbredeligheden var en følge af den forsinkede diagnosticering.

Patienten indbragte sagen for Retten i Aalborg. For retten var der enighed om, at der ikke var blevet handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Tvisten omhandlede, hvorvidt det var tilstrækkeligt bevist, at en tidligere diagnosticering ville have haft betydning for sygdommens udvikling. Retten tiltrådte på grundlag af Retslægerådets udtalelse, at der klart var begået lægelige fejl. Herefter lagde retten som følge af de foreliggende lægeudtalelser til grund, at det var usikkert, om en udredning i februar 2013 ville have haft betydning for sygdommens udvikling. Henset til, at der ved manglende udredning klart blev begået ansvarspådragende fejl, fandt retten, at betingelserne efter lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet § 20, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Herefter tog retten patientens påstand til følge.