Aalborg 4/10-2018

Patient henvendte sig på fødeafdelingen i spontan fødsel 5 dage før dagen for det planlagte kejsersnit. Det blev på dette tidspunkt vurderet, at hun var i aktiv fødsel. Patienten blev derfor informeret om at man på dette tidspunkt nu skønnede, at der rent fysisk forelå mulighed for at forsøge at føde vaginalt. Patienten samtykkede herefter til at stile mod vaginal fødsel. Efter fødslen oplevede patienten gener i form af periodevise tilfælde med afføringsinkontinens og problemer med at holde på luft i visse situationer.

Patienterstatningen anerkendte, at der var grundlag for at yde erstatning iht. lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 (nu klage- og erstatningsloven), idet samtykket til vaginal fødsel ikke blev givet på et reelt grundlag. Endvidere burde man, da veerne aftog og der ikke længere var den fornødne fremgang i fødslen, have konverteret til kejsersnit. Patienterstatningen vurderede, at en konvertering til kejsersnit på det pågældende tidspunkt, ville have sparet patienten for skade i form af luftinkontinens og øvrige gener.

Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at den mest skånsomme forløsningsmetode i den pågældende situation, hvor der var helt udslettet livmodermund og caput stod imellem spinae og bækkenbunden, var vaginal forløsning, herunder cup-forløsning, fremfor at konvertere til kejsersnit. Endvidere vurderede ankenævnet, at patientens efterfølgende gener i form af periodevise tilfælde med

afføringsinkontinens og problemer med at holde på luft i visse situationer, ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives den vaginale fødselsbehandling herunder cup-forløsningen, men mere sandsynligt skulle tilskrives selve fødslen og den påvirkning af underlivet dette medfører. Betingelserne for at yde erstatning fandtes således ikke opfyldt, jf. lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Patienten indbragte sagen for Retten i Aalborg med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at hun var påført en erstatningsberettiget behandlingsskade.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, som delte sig i et flertal og et mindretal. Flertallet udtalte bl.a., at der ikke var grund til at foretage kejsersnit, da sagsøgeren ankom til fødegangen, og at det, såfremt fødslen vurderedes nært forestående, var i overensstemmelse med almindeligt anerkendte lægelige retningslinjer at fortsætte vaginal fødsel, da veerne aftog. Endvidere udtalte et enigt Retslægeråd, at det ikke var forkert at fortsætte vaginal fødsel med ve-stimulerende drop og anlæggelse af sugekop under forudsætning af sagsøgers samtykke efter den indledende presseperiode, idet kejsersnit på dette tidspunkt kunne være meget kompliceret for såvel mor som barn.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, at der ikke var grundlag for at antage, at det ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard at foreslå vaginal fødsel og på et senere tidspunkt ikke konvertere til kejsersnit. Den omstændighed, at sagsøger havde givet udtryk for utryghed og havde henvist til aftalen om kejsersnit, ikke kunne føre til et andet resultat.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.