Aalborg 27/11-2014
Rettens sagsnummer:
BS 17-1754/2013
Ankenævnets sagsnummer:
12/2032
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 26. november 2014
Domstol:
Retten i Aalborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En kvinde havde haft problemer med helbredet siden 2001. Hun blev behandlet for meget svære gener som følge af smertefuldt blæresyndrom og blev den 4. september 2007 opereret med urinafledning. I perioden herefter var hun præget af feber, dårlig almentilstand og smerter i flanken og var indlagt flere gange som følge af blandt andet tarm-blæreproblemer med stenose og refluks.
Ved en anmeldelse modtaget i Patientforsikringen den 1. september 2011 klagede kvinden over operationen den 4. september 2007 med den begrundelse, at hun som følge heraf fik infektion, smerter, tarmslyng, tilbageløb til nyren, blærekramper, nyrebækkenbetændelse, træthed, styrtblødninger, blodforgiftning samt en række andre gener. Efter anmeldelsen af skaden har hun fået konstateret fibromyalgi.
Patientforsikringen traf i december 2011 afgørelse om, at kravet var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist, jf. klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1.
Som følge af en klage over afgørelsen til Patientskadeankenævnet, genoptog Patientforsikringen sagen. Patientforsikringen traf en ny afgørelse den 13. august 2012, hvor der blev givet afslag på erstatning med den begrundelse, at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden eller alvorlig til at udløse erstatning, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.
Patientforsikringens afgørelse af 13. august 2012 blev anket til Patientskadeankenævnet, som traf afgørelse den 3. maj 2013. Nævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse af 13. august 2012 og fandt, at sagen var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden blev opereret den 4. september 2007, og at hun efter det oplyste løbende i tiden efter operationen blev klar over, at der var tale om en skade.
Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at kvinden ikke havde besiddet den burde-viden omkring sine kroniske lidelsers udvikling, som statuerer forældelse, jf. klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1. Parterne var enige om, at 31. august 2008 var skæringsdag for, om sagsøgerens krav var forældet, idet anmeldelsen af skaden skete den 31. august 2011. Retten fandt, at anmeldelsen skete for sent i forhold til fristen i klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1. Retten lagde vægt på, at kvinden havde været indlagt 5 gange på grund af komplikationer i perioden fra operationen den 4. september 2007 til skæringstidspunktet den 31. august 2008. Uanset at kvinden efter sin forklaring blev beroliget af sundhedspersonalet og fik at vide, at der blot skulle gå tid, fandt retten, at hun på grund af de mange indlæggelser og komplikationer efter operationen, før den 31. august 2008 burde have haft kendskab til, at der ved operationen den 4. september 2007 kunne være sket en skade. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.