Aalborg 25/04-2017

En mandlig patient gennemgik i 2008 en håndledsoperation, hvor beskadiget brusk og irriteret slimhinde i leddet blev fjernet. Man tolkede tilstanden som en følge af sygdommen knogleforandringer i håndrodsknoglen (Morbus Kienböck) med begyndende slidgigt, hvilket patienten havde fået diagnoseret ca. 10 år forinden. Under operationen blev der fundet tegn på skade på ledbåndet mellem månebenet og bådbenet. I september 2009 blev patienten opereret igen med henblik på rekonstruktion af ledbåndet, hvorefter der i oktober blev konstateret infektion, og patienten havde store smerter. Som forsøg på at mindske nogle af smerterne blev patienten opereret i september 2010. I november 2014 blev patienten tilkendt førtidspension som følge af stærke og kroniske smerter i håndleddet.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patienten blev påført en skade i form af infektion i højre håndled i forbindelse med ledbåndsrekonstruktionen i september 2009 og havde ret til erstatning. Patienten blev tilkendt godtgørelse for varigt mén på 8 procent og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatning) ændrede Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at skaden i form af følger efter infektion ikke var tilstrækkelig sjælden eller alvorlig til at udløse erstatning. Risikoen for infektion ved lignende operationer var 10-30 procent, og infektionen havde ikke med overvejende sandsynlighed forværret slidgigten i håndleddet. Udviklingen af slidgigten og de stærke smerter måtte mere sandsynligt tilskrives den forud bestående tilstand i håndleddet. Patienten havde ikke fået et varigt mén på 5 procent eller derover som følge af infektionen, og infektionen havde ikke medført en væsentligt forlænget sygeperiode.

Sagen blev indbragt for retten, hvor sagen blev forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at patientens infektion var sjælden, idet denne form for infektion forekommer hos under 2 procent af patienterne. Retslægerådet udtalte desuden, at den påførte infektion havde forøget risikoen for udvikling af generne, men at generne ikke kunne være udgået ved et komplikationsfrit behandlingsforløb, da generne som udgangspunkt var udløst af den grundlæggende sygdom. Retten fandt herefter, at der ikke var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering, hvorefter de nævnte håndledsgener i det væsentligste må tilskrives den forud bestående sygdom.

Ankenævnet blev herefter frifundet.