Aalborg 20/9-2021
Eventuelt krav på erstatning for en lægemiddelskade var forældet.
Rettens sagsnummer:
BS-31374/2020-ALB
Ankenævnets sagsnummer:
2020-2788
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 20. september 2021
Domstol:
Retten i Aalborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Spørgsmålet i sagen var, om sagsøger havde anmeldt en lægemiddelskade til Patienterstatningen rettidigt.
Det følger af § 60, stk. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at erstatningskrav skal være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til lægemiddelskaden.
Ankenævnet havde i sin afgørelse vurderet, at et eventuelt krav på erstatning var forældet, da sagsøger anmeldte sagen til Patienterstatningen senere end 3 år efter, at sagsøger fik eller burde have fået kendskab til, at der eventuelt var opstået en skade som følge af behandlingen med lægemidlet.
Retten fandt ligesom ankenævnet på baggrund af blandt andet en række journalnotater, at sagsøger burde have indset, at behandlingen med lægemidlet var en mulig årsag til sagsøgers skader. Sagsøger havde derfor haft rimelig anledning til at anmelde et krav om erstatning. Da dette tidspunkt lå mere end tre år forud for, at sagsøger indgav sin anmodning om erstatning, var sagsøgers eventuelle krav på erstatning forældet.
Retten fandt desuden, at det forhold, at sagsøger ikke mente at være blevet behørig vejledt af hospitalet om bivirkningerne ved lægemidlet, samt at hospitalet flere gange havde afvist, at lægemidlet kunne være årsag til sagsøgers skade, ikke kunne føre til et andet resultat.
Ankenævnet blev herefter i det hele frifundet.
Byrettens dom er ikke anket.