Aalborg 16/2-2015

En 44-årige kvinde blev i januar 2006 opereret for akut blindtarmsbetændelse. I forbindelse med operationen var hun udsat for en huskeanæstesi, idet hun var vågen 30 minutter under operationen. Kvinden fik efterfølgende konstateret post traumatisk stress disorder (PTSD). Hun måtte som følge af de psykiske gener opgive sin uddannelse som social- og sundhedsassistent. Hun påbegyndte derimod en revalidering som hundefrisør i oktober 2007. Revalideringen gik planmæssigt og hendes PTSD-gener svandt. Dog måtte hun i maj 2010 opgive revalideringen på grund af alvorlige fysiske gener herunder dobbeltsidig karpaltunnelsyndrom, ryggener og knægener efter en tilskadekomst, og hun fik på ny psykiske gener. Hun blev som følge af sine fysiske og psykiske gener tillkendt førtidspension i 2012.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af PTSD. Patienten blev herefter ved flere afgørelser tilkendt helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte. Patientforsikringen gav ved afgørelse af 10. maj 2011 afslag på yderligere tabt arbejdsfortjeneste, varigt mén og erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) tiltrådte Patientforsikringens sidstnævnte afgørelse. Patientskadeankenævnet vurderede i forbindelse med det varige mén, at patienten efter operationen opfyldte betingelserne for diagnosen PTSD med depressive træk. Dog fandt nævnet, at tiden og behandlingen hos psykolog og/eller medicinering havde bedret hendes psykiske symptomer betydeligt, idet der gennem en ca. 2½-årige periode ikke forelå oplysninger om klager svarende til PTSD. På denne baggrund fandt nævnet, at patientens nuværende psykiske gener skyldtes alvorlige konkurrerende fysiske lidelser, som medførte betydelige gener med smerter og bevægeindskrænkning, og som havde forhindret hende i at færdiggøre sin uddannelse som hundefrisør og i øvrigt svækket hendes mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Da patienten således ikke længere udviste symptomer svarende til diagnosen PTSD, fandtes hendes aktuelle livssituation med overvejende sandsynlighed at være relateret til hendes fysiske sygdomme og ikke oplevelsen under operationen. For så vidt angik erhvervsevnetabet fandt nævnet, at patienten med tilstrækkelig sandsynlighed oppebære en løn på samme niveau, som før patientskadens indtræden, hvis hendes alvorlige konkurrerende lidelser ikke var indtrådt.

Sagen blev indbragt for domstolene for så vidt angår varigt mén og erhvervsevnetab. Sagen blev forelagt Retslægerådet, som ikke var enige (dissens) i spørgsmålet om, hvorvidt patienten forsat led af PTSD og om omfanget af de konkurrerende forholds betydning for den samlede psykiske tilstand. Retslægerådets flertal vurderede, at patienten fortsat led af PTSD, og at tilstanden på baggrund af en psykiatrisk erklæring fra 2011 var uændret eller måske forværret i forhold til en tidligere psykiatrisk erklæring fra 2007.

Sagen blev derefter forelagt Arbejdsskadestyrelsen, som på baggrund af Retslægerådets flertals udtalelse fastsatte patientskadens følger til et varigt mén på 20 procent og et erhvervsevnetab på 25 procent.

På baggrund af de psykiatriske erklæringer sammenholdt med Retslægerådets flertals udtalelse fandt retten det bevist, at belastningen i forbindelse med operationen havde været af afgørende betydning for udviklingen af patientens nuværende psykiske lidelse, og at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at der kun i begrænset omfang var tidstro notater fra perioden fra 2007 og 2½ år frem, der omtalte de psykiske gener som følge af huskeanæstesien. Endvidere fandt retten, at patienten havde haft en mangeårig stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, men at der også var konkurrerende helbredsmæssige problemer, som i betydeligt omfang var erhvervsbegrænsende. Retten fandt herefter, at årsagen til at patienten var tilkendt førtidspension overvejende var begrundet i andre forhold end skadens følger. Da Retslægerådets udtalelse var indgået i Arbejdsskadestyrelsens vurdering, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens skønsmæssige vurdering. Retten fastsatte herefter det varige mén til 20 procent og erhvervseventabet til 25 procent. Retten fandt således, at der var tilstrækkeligt sikkert grundlag til at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse.