Aalborg 15/10-2010

Rettens sagsnummer:

BS 10-1057/2007

Ankenævnets sagsnummer:

2005-00-201

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 15. oktober 2010

Domstol:

Retten i Aalborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

aalborg151010

En kvinde blev diagnosticeret med forhøjet tryk i hjernen uden sikker årsag. Efter der ved to på hinanden efterfølgende undersøgelser kunne konstateres fald i synsstyrken på venstre øje, blev der anlagt en ventil, hvilket førte til en normalisering af synsstyrken. Efter tilfredsstillende funktion af ventilen i en periode faldt synsstyrken igen, hvorfor man reviderede ventilen.

Patientforsikringen fandt, at patienten var påført en skade ved ikke optimal behandling af forhøjet tryk i hjernen, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr.1. Patientforsikringen fandt, at hun var berettiget til foreløbig godtgørelse og erstatning på 144.623 kr. Patientforsikringens afgørelse blev både af patienten og amtet påklaget til Patientskadeankenævnet. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at patienten ikke ansås for at være påført en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens bestemmelser. Nævnet vurderede, at synsnedsættelsen med overvejende sandsynlighed var forårsaget af grundsygdommen. Patienten indbragte herefter sagen for domstolene.

På baggrund af Retslægerådets besvarelse, lagde retten til grund, at sagsøgers grundlidelse var til stede allerede inden behandlingen blev indledt. Retten fandt ikke, at sagsøger havde ført det fornødne bevis for, at der under behandlingsforløbet var påført hende en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade. Retten fandt endvidere ikke, at sagsøger havde sandsynliggjort, at behandlingen fraveg fra den måde, en specialist på det pågældende område under de givne forhold ville have gennemført behandlingen. Nævnet blev derfor frifundet.