Østre Landsret 13/3-2019

Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt A havde krav på yderligere erstatning for helbredsudgifter og andet tab som følge af en anerkendt patientskade.

Under retssagen i Retten på Frederiksberg fremførte A, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende erstatning for: 1) udgifter til institutionsophold, 2) udgifter til støttekontakt, 3) udgifter til hjælpeværge og 4) sparede udgifter til omsorg.

Retten på Frederiksberg fandt i dom af 21. december 2017, at udgifterne til institutionsophold og støttekontakt ikke var udgifter, der kunne erstattes efter erstatningsansvarslovens § 1, sk. 1, og § 1 a, og at udgifterne enten var omfattet af den tilkendte méngodtgørelse eller tilkendte erstatninger for erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste.

For så vidt angår udgifterne til hjælpeværge fandt retten, at det ikke var udgifter der efter sin karakter kunne anses for ”andet tab”, som omhandlet i erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, og for så vidt angår sparede udgifter til omsorg fandt retten, at det ikke var udgifter, hvorefter der var lidt et økonomisk tab, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, og § 1 a.

Ankenævnet blev således frifundet.

A ankede sagen til Østre Landsret, der den 13. marts 2019 stadfæstede byrettens dom. For så vidt angår udgifterne til støttekontakt og sparede udgifter til omsorg frifandt landsretten ankenævnet allerede med den begrundelse, at det ikke var godtgjort, at disse ydelser angik nødvendige foranstaltninger, som havde til formål at helbrede eller at sikre eller forbedre sagsøgers funktionsevne i erstatningsansvarslovens § 1’s forstand.