Esbjerg 12/12-2019

Resumé

A blev den 8. december 2010 opereret for karpaltunnelsyndrom i højre håndled. Operationen efterlod A med en skade i form af utilstrækkelig spaltning af karpalledbåndet i højre hånd med væsentlige funktionsbegrænsninger. Patienterstatningen anerkendte patientskaden og tilkendte den 27. august 2014 A erstatning for varigt mén på 30 % og erhvervsevnetab på 50 % for de fysiske skader.

A udviklede herefter en psykisk belastningsreaktion. Patienterstatningen fandt ved afgørelse af 3. september 2015 årsagssammenhæng mellem A’s psykiske belastningsreaktion og patientskaden og forhøjede méngraden til 40 % og erhvervsevnetabet til i alt 85 %. Denne afgørelse blev ændret af Ankenævnet for Patienterstatningen (P) den 8. juni 2016, idet P ikke fandt, at A’s psykiske belastningsreaktion havde sammenhæng med patientskaden. P lagde vægt på, at A forud for behandlingsskaden havde haft massive psykiske problemer med blandt andet svær depression, traumatiserende episoder med blandt andet vold, mordforsøg, ægtefælles selvmord mv. P bemærkede endvidere i forhold til skadelidtes sociale angst, at denne tilstand først manifesterede sig i juli 2012, næsten 2 år efter behandlingsskaden.

Under sagen udtalte Retslægerådet blandt andet, at det fremgik af egen læges journal, at A omkring august 2000 var i behandling med antidepressiv og søvnfremkaldende medicin (zoloft og imozop) på grund af sortsyn og søvnbesvær. Det fremgik af samme læges journal, at sagsøgeren havde oplyst, at hun gennem livet havde haft perioder med angst, når hun følte sig presset. Retslægerådet udtalte videre, at A efter operationen i 2010 udviklede psykiske gener. Debuttidspunktet lod sig efter rådets vurdering ikke bestemme præcist, men ifølge notater fra egen læge i november 2011 fik A det ”psykisk værre for hver dag, der går”. I forhold til om der er en sammenhæng mellem de psykiske gener og behandlingsskaden, fandt Retslægerådet dette sandsynligt, men oplyste, ”at det ikke er muligt at fastsætte en graduering heraf, da flere forhold har spillet ind, herunder tidligere psykisk sygdom, andre belastende forhold og bekymringer for fremtidige sociale forhold”.

Byretten fandt, at A’s psykiske problemer findes herefter med tilstrækkelig sikkerhed at være begrundet i den meget alvorlige skade, hun blev påført ved patientskaden. Sagen blev hjemvist til Ankenævnet for Patienterstatningen med henblik på udmåling af varigt mén og erhvervsevnetab.