Roskilde 25/4-2019

Resumé

Sagen angik, hvorvidt sagsøger, A, var blevet påført en patientskade efter klage- og erstatningsloven som følge af forsinket diagnosticering af kræft i endetarmen.

A fik i sommeren 2013 stillet diagnosen prostatakræft. Da der ikke var tegn på spredning af sygdommen, blev det besluttet, at A kunne strålebehandles. Ved afslutningen af strålebehandlingen begyndte A at få diarré-problemer. Ved kontrol den 9. april 2014 klagede A over at have op mod 20 afføringer. Generne fortsatte, og A fik den 14. august 2014 foretaget en koloskopi, hvor man konstaterede kræft i endetarmen. I juni 2013 blev A desuden sat i antihormonbehandling, men A blev ikke indkaldt til kontrol eller hormonbehandling, da strålebehandlingen blev afsluttet den 28. november 2013, hvorfor der skete en midlertidig afbrydelse af behandlingen.

A anmeldte skaden til Patienterstatningen, der den 20. april 2015 traf afgørelse om, at A ikke var berettiget til erstatning, idet betingelserne i klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, ikke var opfyldt.

A påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, der ved afgørelse af 12. november 2015 tiltrådte Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at behandlingen blev foretaget i overensstemmelse

med den erfarne specialiststandard, og lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at der først opstod indikation for tarmkræft, da der tilkom blod i afføringen.

A anlagde herefter sag ved retten mod Ankenævnet med påstand om, at Ankenævnet skulle anerkende, at A var blevet påført en patientskade efter klage- og erstatningsloven.

Ved dom af 25. april 2019 fandt Retten i Roskilde på baggrund af bl.a. Retslægerådets udtalelser, at betingelserne for erstatning efter klage- og erstatningsloven ikke var opfyldt.

For så vidt angår afbrydelsen af hormonbehandlingen fandt retten, at der ikke blev handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, men at dette næppe havde haft nogen betydning for A’s efterfølgende sygdomsforløb med tarmkræft, hvorfor der ikke var tale om en skade i lovens forstand.

For så vidt angår diagnosticeringen af tarmkræft lagde retten til grund, at man havde foretaget et fejlskøn, da man skønnede, at tarmproblemerne var relateret til strålebehandlingen, og at strålebehandlingen for prostatakræft formentlig havde forsinket diagnosticeringen af tarmkræft. Retten fandt dog på baggrund af Retslægerådets udtalelser om, at blodigt diarré var en velkendt bivirkning af strålebehandling, og at det beroede på et lægefagligt skøn, om yderligere udredning var nødvendig, at behandlingen vedrørende tarmsymptomerne var i overensstemmelse med anerkendt lægefaglig standard efter § 20, stk. 1, nr. 1.