Aalborg 8/11-2019

En patient udviklede kroniske smerter og lymfødem efter en forebyggende brystkræftoperation. Retten fandt, at hun var påført en skade, der gik ud over, hvad man med rimelighed må tåle.

Rettens sagsnummer:

BS 2-1967/2014

Ankenævnets sagsnummer:

2013-48

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 8. november 2019

Domstol:

Retten i Aalborg

Juridisk tema:

Ansvar

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Aalborg081119

Resumé

Sagen vedrørte en prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse, herunder om ankenævnet skulle anerkende, at skadelidte, som følge af sine fysiske gener efter en forebyggende brystkræfts-operation, var påført en erstatningsberettigende skade i medfør af § 20, stk. 1, nr. 4, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet.

Skadelidte blev i perioden december 2005 – januar 2006 udredt for og fik konstateret kræft i højre bryst. Hun gennemgik efterfølgende en operation, hvor hele højre bryst blev fjernet. Som følge af spredning til lymfeknuderne gennemgik skadelidte en kombinationskemoterapi efterfulgt af postopera-tiv strålebehandling og medicinsk behandling. Skadelidte fik under forløbet konstateret, at hun var genetisk disponeret for brystkræft.

I december 2007 var skadelidte tilbage på arbejde igen, idet hun arbejdede 17,5 timer om ugen.

I november 2007 anbefaledes en fjernelse af venstre bryst som forebyggende behandling mod udvikling af kræft, og i september 2008 fik skadelidte fjernet hele venstre bryst som en forebyggende behandling, og der blev foretaget primær rekonstruktion i forbindelse med implantation af en ekspander. Skadelidte havde efter operationen gener fra venstre hånd, arm og brystområde med kroniske smerter og lymfødem.

Retten havde på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet lagt til grund, at det var overvejende sandsynligt, at skadelidtes gener fra venstre hånd, arm og brystområde med kroniske smerter og lymfødem efter deres karakter og betydning for skadelidte måtte anses som komplikationer efter operationen, uanset om årsagen til gener fra venstre hånd og lymfødem skyldtes, at ardannelse efter operationen havde påvirket skadelidtes lymfeafløb.

Retten fandt, at skadelidte herved var påført en skade omfattet af § 20, stk. 1, nr. 4, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet, idet skaden var mere omfattende, end hvad skadelidte som patient med rimelighed måtte tåle. Retten lagde herved vægt på skadens alvor og sjældenhed i forhold til skadelidtes disposition for at udvikle brystkræft, herunder at skadelidte på operationstids-punktet var uden tegn på kræftsygdom.