Næstved 30/9-2020

Resumé

Sagen angik en prøvelse af ankenævnets afgørelse af 20. februar 2019. Ved denne afgørelse tiltrådte ankenævnet Patienterstatningens afgørelse af 28. maj 2018, hvorefter skadelidte ikke er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne som følge af den anerkendte patientskade.

Sagen angik, om skadelidte havde krav på erstatning for tab af erhvervsevne som følge af, at han i 2012 blev påført en behandlingsskade i form af forsinket diagnosticering. Oprindeligt var følgerne af skaden afgrænset til at vedrøre skadelidtes ben. Efter en udtalelse fra Retslægerådet i 2017 blev sagen genoptaget, og følgerne af skaden blev udvidet til også at omfatte en moderat forværring af skadelidtes ryggener.

I denne sag var der efter rettens opfattelse ikke påvist sådanne konkrete forhold, der kunne medføre berettiget kritik af Patienterstatningens sagsbehandling, og der foreligger således ikke tilstrækkeligt grundlag for i denne sag at foretage en særlig retrospektiv vurdering i forhold til et tidspunkt, der ligger forud for den afgørelse, der er til pådømmelse.

Byretten fandt, at denne sag ikke drejer sig om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men tilføjede dog, at der synes at være givet fuld erstatning herfor, da der er ydet erstatning frem til tidspunktet for overgang til folkepension, og da der ikke foreligger klare holdepunkter for at fastslå, at der foreligger tabt arbejdsfortjeneste for noget tidsrum, der ligger efter overgangen til folkepension.

Byretten frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen.