Herning 19/2-2019

Resumé

Patienten blev i 2012 undersøgt ved røntgenbillede. Senere i 2014 blev patienten diagnosticeret med en uhelbredelig kræftsygdom og afgik senere ved døden i 2015. Boet efter patienten klagede herefter over forløbet, da det mente, at der allerede ved undersøgelsen i 2012 var forhold til stede, der burde have vækket mistanke til kræft.

Ankenævnet havde afslået, at der var grundlag for anerkendelse af uhelbredelig kræft som følge af den forsinkede diagnosticering, da skadelidtes kræftlidelse med overvejende sandsynlighed også uden forsinkelsen ville have været uhelbredelig.

Boet lagde herefter sag an mod ankenævnet.

Parterne var enige om, at der ved undersøgelsen i 2012 var handlet i strid med erfareren specialiststandard, da undersøgelsen burde have givet anledning til mistanke om kræft. Sagen angik spørgsmålet, om skadelidtes kræftlidelse med overvejende sandsynlighed var blevet uhelbredelig som følge af en forsinket diagnosticering af kræften, således at der var grundlag for anerkendelse efter klage og erstatningslovens § 21, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Sagen blev undervejs forelagt Retslægerådet. I besvarelsen af de forelagte spørgsmål udtalte Retslægerådet, at det ikke kunne udtale sig om, hvilken overlevelsesprognose, som patienten ville have haft, hvis der var foretaget en korrekt diagnosticeringen

Med henvisning til Retslægerådets besvarelse, fandt retten frem til, at selv hvis der var foretaget korrekt behandling af patienten tilbage i 2012, så havde dette med overvejende sandsynlighed ikke givet patienten bedre overlevelsesmuligheder end ved den faktiske diagnosticering i 2014. Boet havde derefter ikke løftet bevisbyrden for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Retten frifandt derfor ankenævnet.