Sønderborg 22/12-2021

Resumé

I forbindelse med en fødsel blev sagsøger påført en behandlingsskade i form af følger efter forsinket diagnosticering og behandling af en læsion af en muskel.

Sagen vedrørte, om sagsøger var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab som følge af behandlingsskaden. Sagen vedrørte desuden, om sagsøgers hoftegener og instabilitet i bækkenet tillige udgjorde en behandlingsskade.

Der blev under sagen indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der støttede ankenævnets afgørelse.

Retten fastslog indledningsvist udgangspunktet om, at da ankenævnet er et sagkyndigt kollegialt rekursorgan med deltagelse af blandt andet sagkyndige medlemmer inden for lægevidenskab, må det antages, at nævnet har opbygget en særlig erfaring i vurdering af disse sager. Der skal derfor foreligge et sikkert grundlag, såfremt domstolene skal tilsidesætte nævnets vurdering.

Retten lagde herefter vægt på ankenævnets vurdering, og at denne støttes af Retslægerådets udtalelse, hvorefter sagsøgerens hoftegener og bækkengener med størst sandsynlighed skyldes grundlidelsen i form af fødslen og bækkenløsningen.

På denne baggrund fandt retten ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering og afgørelse om, at sagsøger ikke havde ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erhvervsevnetab, og ankenævnets afgørelse om, at hendes hoftegener og/eller instabile bækken ikke er en behandlingsskade, der er omfattet af § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 4.